Ålum 2

 Ålum 2

Beretninger fra Ålum

Sogneoplysninger

fra Purhus guiden 1988

Under Ålum sogn hører landsbyerne Ålum, Svinding, Venning og Gjandrup.

Ålum har ca. 380 indbyggere. Der er kirke, idrætsanlæg og forsamlingshus.

Dagligvarebutikker m.v.: Brugsforening, campingudstyr, el-forretning, radio/TV og sparekasse.

Offentlige transportmidler: Bus rute 61 Randers-Viborg. Man-fre.: 7 daglige afgange. Lør-søn.: 3 daglige afgange.

Ålum har en meget attraktiv beliggenhed mellem Nørreå-dalen og og den sydøstlige del af Fussing-skovene. Den gamle bydel, der ligger omkring kirken, har smalle veje og er et smukt landsbymiljø.

Seværdigheder.

Ålum kirke har skib, kor og apsis fra romansk tid med senere tilbygget tårn og våbenhus. Indgangsdøren fra våbenhuset har en meget imponerende portal med 6 søjler.

Ålum kirke  har ligesom 7 andre i omegnen hørt under Fussingø gods. Ålum var herskabskirken for grevefamilierne Skeel og von Plessen, og som sådan rigere udstyret. Øverst i kirken er der udskårne herskabsstole fra omkring 1600 med slægtens våbenskjolde. Andet i kirkens udsmykning og mindetavler vidner om greve-slægtens langvarige tilhørsforhold til kirken og godset. I krypten, som ikke er tilgængelig, er flere af slægten gravsat, og i tårnrummet ser man to prægtige sarkofager af italiensk marmor. Det er Charlotte Amalie Skeel og hendes mand Christian Ludvig von Plessen, der ligger her. Kirken er dekoreret med kalkmalerier - blomsterranker - så sjældne og smukke, at man vist ikke ser magen til andre steder. Malerierne, som er fra 1541, blev afdækket ved kirkens restaurering 1986/87.

Fussingø Slot ligger smukt omgivet af skoven. Hovedbygningen er opført omkring 1795. Den er en enkel og fin nyklassisk bygning i en etage og med høj kælder. På sydfacaden er midterpartiet bygget lidt ud, og det har en trekantgavl.

Ruinerne af den gamle hovedbygning ligger på en smal halvø i Fussing Sø ikke ret langt fra den nuværende hovedbygning. En del af det gamle haveanlæg omkring ruinerne er bevaret.

Fussinø gods var i slægten Skeel og von Plessens eje fra 1547 indtil 1946, hvor det som tysk ejendom blev konfiskeret af den danske stat og overdraget til statsskovdirektoratet. Der er adgang for offentligheden til parken og i skoven, hvor der er afmærkede stier.

Fortidsminder.

Ved Ålum kirke er der ikke mindre end 4 runesten, hvoraf den ene er yderst sjælden, idet den har en rytterfigur på bagsiden. Samtidig omtaler 2 af stenene samme familie. Teksten på de tre runesten lyder: "Vigot rejste denne sten efter Esge sin søn. Gud hjælpe hans sjæl vel." - "Thyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, som hun holdt mere af end en kær søn." - "Tole rejste denne sten efter sin søn Ingeld, en meget velbyrdig (dreng). Disse minder vil ---." Teksten på den sidste sten har det ikke været muligt at tyde.

Oprindeligt har der i Ålum sogn været registreret 67 gravhøje, hvoraf 53 er bevaret. De fleste bevarede ligger inde i Fussingø skovdistrikt. Ved kortlægning i efteråret 1982 blev fundet endnu 24 høje, og der er således ialt 77 bevarede gravhøje i sognet ud af ialt 167 i hele kommunen.

Rolighedsvej 17 A

Asferg

8990 Fårup

 

Tlf. 86 42 57 37

 

Åbent hver torsdag

13:00 - 17:30

 

E-mail:

lokalarkivpurhus@

gmail.com

 

 

 

 

OBS! Vi er altid interesseret i at modtage gamle fotografier, papirer og gode historier.

 

 

Copyright© 2008

Purhus Lokalarkiv

 

 

 

Opdateret 10.08.2017

I Lokalarkivets årsskrift for 1994 kunne læses følgende artikel:

Lokalarkivet udgav i 1996 et lille hæfte "På tur i Purhus". Heri stod følgende om Ålum og Venning:

Denne artikel stod i årsskriftet for 2007:

I Lokalarkivets årsskrift for 1996 kunne man læse om, hvordan Svinding fik lys:

I årsskriftet for 2009 stod følgende:

Dette stod i årsskriftet for 2005:

På Lokalarkivet findes en del korrespondance. Blandt andet denne skrivelse om stor ståhej for en meget lille sag, som det har taget næsten 8 måneder at behandle:

Årsskriftet for 2004 indeholdt denne artikel om fortidsminder:

I arkivets årsskrift for 1985 kunne læses følgende:

Årsskriftet for 1991 indeholdt følgende artikel om den hellige Kjeld:

Om den hellige Kjeld stod i årsskriftet for 2010 følgende:

I Lokalarkivets årsskrift for 2003 stod denne artikel:

Bertel Laugesen

en myreflittig lokalhistoriker

v/ Harald Bertelsen

På en hylde i Lokalarkivets læsesal ligger tre kilotunge bøger. Den flot svungne håndskrift må man vænne sig til, og stilen vil unge mennesker nok opfatte som lidt gammeldags. Det er flere tusinde sider lokalhistorie, der ligger gemt i disse bøger og i flere hefter. Efterhånden noget slidte af flittig brug og med mange indstukne sider, avisudklip og notater.

Det er et livsværk, som Lokalarkivet og dets brugere kan nyde godt af. Det enorme værk er skabt af Bertel Laugesen, lærer i Stevnstrup og kirkesanger i Grensten, født i Svinding i 1899, hvor hans far, Rasmus Laugesen, var landsbyens smed.

Det var beskedne kår, drengen voksede op under, og som 10-årig måtte han som så mange andre børn dengang ud at tjene i sognet. Skoletiden i landsbyskolen så han tilbage på med glæde, men Bertel var ikke til megen hjælp for sin far, da drengen ikke havde håndelag for arbejdet ved essen. Det var bogens verden, der trak, og det blev til en læreruddannelse fra Ranum seminarium. I 1924 kom han til Stevnstrup, og i 43 år var han lærer i den lille landsbyskole, det meste af tiden som enelærer.

Når skoledagen var forbi, var det hans store interesse for hjemstavnen, der trak.

Hans datter, Bertha Frandsen, fortæller:

»Når jeg tænker tilbage, ser jeg ham stå ved pulten oppe i skolen om vinteren og om sommeren ved pulten i stuen. Han cyklede meget ud og så på landskabet, kirkerne, de gamle diger og gårde«.

På sin vej gjorde han notater om, hvad han så, og hvad han fik fortalt af egnens folk: Om egnens natur, dens stednavne, de gamle stendiger, kirkerne, Fussingø slot og ikke mindst om slægterne på gårdene i hans hjemegn: Bjerregrav, Ålum, Gjandrup, Venning, Svinding og Volstrup. Desuden beskrev han på samme måde sognene Stevnstrup, Helstrup og Grensten i Langå Kommune.

Ofte fik han kontakt til egnens folk ved på sognets kirkegård at komme i snak med de besøgende.

Om Venning by hedder det til eksempel som indledning:

»Fra at være en typisk sammenbygget Landsby, bestaaende af seks hinanden tæt sammenhobede, staatækte og af Egebindingsværk opførte Bøndergaarde samt et Boelsted, hvilket var Byens Fremtræden i Stavnsbaandstiden, en Lokalitet i Hvile og Harmoni med det omgivne Landskab, bærer den i vore Dage Præg af at være noget, der er ude af sin oprindelige Ro og Ligevægt.«

Fra Loenshøw (Lundshøj) ved Gjandrup ser han mod vest:

»Længst vestlig - bag Bakkerne - i Læ af mørke Granskove, titter Landsbyidyllen frem, de hvide Blindinger i Kirkens rødkalkede, ejendommelige Renaissancetårn lyser i Formiddagssolen.«

Romantiker? I hvert fald et menneske, der fandt glæden ved at beskrive fortiden og nyde det enkle i nutiden: et stendige, et bakkedrag, en hulvej.

»Men egnen omkring Svinding-Ålum-Fussingø stod ham umådelig nær. Bag skolen i Stevnstrup stiger terrænet lidt. Der gik han op så godt som hver dag og så mod vest. Så kunne han i godt vejr se Ålum kirke, Nørreådalen og lidt af Fussingskovene

fortæller hans datter.

Men Bertel Laugesen søgte videre, end hvad han kunne finde og få fortalt på sine ture. Ved at dykke ned i kirkebøger, folketællinger, skiftebreve, skøder, fæstebreve m.v. kunne han fortælle hjemegnens historie. Pastor J. A. Jensen fra Bjerregrav havde i begyndelsen af 1900-tallet skrevet gårdhistorie for mange gårde i Bjerregrav sogn, og Laugesen kunne finde mange oplysninger i præstens notater.

»Hver sommer cyklede han til Landsarkivet i Viborg. Når vi var færdige med hovedrengøring i skolen - ikke før - tog han af sted tidlig om morgenen med sin madpakke og kom hjem igen ved aftenstid. Trods alt en god cykeltur; men det regnede han ikke«.

Efter at være gået på pension flyttede han til Overlund og dermed tæt på Landsarkivet. Kladdehefte efter kladdehefte blev fyldt med data. På Lokalarkivet kan vi bladre i de mange hefter og læse hans notater, sirligt nedskrevet; det, som senere blev til indbundne bøger.

Gårdmatriklerne i de ovennævnte sogne er beskrevet, gård for gård. De skiftende ejere tilbage fra slutningen af 1600tallet; alt hvad bøger og dokumenter kan berette om fødsel, vielse, død. Ved et skifte giver han os en forestilling om, hvad gården rummede af løsøre, en aftægtskontrakt fortæller om vilkårene for de gamle.

Ofte dukker en oplysning op, der viser forfatterens personlige kendskab til gården og dens mennesker. Når han nævner, at Søren Nielsen fra Over Fussing var kendt under øgenavnet Bleg-Såren, så er det et eksempel på en udbredt skik, at folk ofte i daglig omtale kaldes ved noget ganske andet end deres døbenavn.

Hvert sogns topografi og historie gennemgås, som når Laugesen tager os ved hånden og efter et besøg i Gjandrup en vinterdag i 1939 fører os gennem den lille by. Vi går ad de små veje, forbi gadekæret, som han finder »i et sørgeligt Forfald, - renset og vedligeholdt har Gadekæret været anseligt, nu er det fuldstændigt dyndet til, og det bruges endogså til Losseplads for al slags Skrammel«.

Forud for sin tid som miljøforkæmper? I dag er gadekæret der ikke længere, så det gik vel, som han frygtede?

Og om Gjandrup by:

»Det er et noget mistrøstigt Indtryk man får ved Besøget: Forfald og Armod er fremherskende, navnlig er to af Gardene særlig ilde tilredte!«

Men det omgivne landskab priser han og lader »kameraet« køre hele horisonten rundt, mens han beretter om hver dal og hvert kirkespir, vi ser.

Vi hører om udskiftningen, og måske er der en god historie om en lokal personlighed, der skal berettes: Om Bak-Ajs fra Svinding og Hjul Mariane fra Bjerregrav eller - i en hel anden boldgade - Den hellige Kjeld fra Venning.

Og så bliver Fussingø slots historie gennemgået, dets ejere, forvaltere og skovridere samt godsets kirker i Bjerregrav og Ålum.

Denne vældige mængde af beskrivelser og data bliver holdt sammen af en præcis inddeling af stoffet skrevet i et velformuleret sprog. Forfatteren er forsigtig med at give sig ud i vurderinger og fortolkninger, hvor det drejer sig om faktuelle ting; hans ærinde er redeligt at gengive det stof, han har samlet om sin egn. Men når han beskriver sin hjemegns natur, så kan han ikke holde sig tilbage:

»Medens Aalum ligger yndefuldt og idyllisk ved de skovklædte Bakkers Fod og med de grønne Enge og den blanke Aa, medens Svinding ligger centralt placeret paa sine jævnt frodige Marker med yppige Løvskove som Bræmmer næsten hele Bymarken rundt som en Stad paa Højsletten - saa har Volstrup sin egen Beliggenhed.«

Dette romantiske syn på naturen havde forfatteren tilfælles med bjerregravpræsten Briem. Han beskrev i begyndelsen af 18-hundredtallet egnen i naturromantiske digte, som Laugesen flere steder benytter som optakt til en sognebeskrivelse. Men han kunne også selv lade sig inspirere til med et vers at give udtryk for sine følelser for hjemegnen. Som dette om Ålum kirke:

Tindekronet, ældefuret,

blindingsprydet, grå af bly,

trappegavlet, kvadermuret

løfter du dig stolt mod sky.

Under skovens grønne buer,

over engens blomsterskød

rigest her mit øje skuer,

hvad min kære hjemstavn bød.

I 50erne og 60erne kunne man i Randers Amtsavis, Randers Dagblad og i historiske tidsskrifter læse artikler fra hans hånd med lokalhistoriske emner fra egnen omkring Randers. Om Fussing mølle og Gammelhaven, gamle veje og Bjerregrav bylov. I snesevis af artikler har han været med til at skabe den brede interesse for lokalhistorien, som siden er blomstret op.

Bertel Laugesen var en beskeden mand. Han mente ikke selv, at det, han havde samlet, kunne være af interesse for andre. Først efter sin død i 1988 kunne arkiverne i Langå og Purhus få overdraget, hvad han havde samlet.

Ud over at fuldføre dette store lokalhistoriske værk, indskrevet med fyldepen, fandt han også tid til at afskrive følgende:

Ålum sogn: Det meste af kirkebogen.

Ålum sogn: skifter.

Tånum sogn: kirkelige forretninger  1685-1935.

Bjerregrav sogn: kirkelige forretninger   1685-1926.

Fra Fussingø birketing.

Uddrag fra Viborg bispearkiv.

I årsskriftet for 2000 skrev Bertel Laugesen følgende om Bak-Ajes fra Svinding:

I arkivets årsskrift for 1999 stod følgende erindringer:

Mine Erindringer om min Tid som Bedemand.

af Elenius Bach, Ålum.

Jeg startede som Bedemand i 1939 og drev Forretningen i ca. 25 Aar. Landet var inddelt i Sogne, dette var Aalum Sogn som var mit Distrikt. Det var dengang den lokale Snedker som Folk henvendte sig til, naar der skete et Dødsfald, før min Tid var det Kresten Jensen kaldet Kræn Jonsen. Jeg tror endda han lavede Kisterne selv paa hans Værksted, jeg synes jeg mindes som Barn at han altid havde en staaende tildækket paa hans Værksted, klar til brug. Da jeg begyndte var der oprettet en Fabrik i Randers. Det var Snedker Hejlskov som startede i Jernbanegade. Det blev senere Hejlskov og Sønner, som saa flyttede den op paa Mariagervej, og der ligger den ogsaa i Dag men har skiftet Ejer.

Naar der skete et Dødsfald, henvendte Familien sig til mig, saa jeg kunne begynde Forberedelserne til Begravelsen, men jeg maatte ikke foretage mig noget, før Lægen havde udstedt Dødsattesten og Ligsynsmændene havde været der; det var dengang Kristian Krestensen, Tækkemand og Landmand, og Karl Halkjær, Landmand , begge Aalumboere.

Naar det var gjort udtog de den Kiste, som de ønskede, efter et Katalog som jeg havde fra Hejlskov. Prisen dengang var mellem 300 og 400 Kr. efter Udseende og Udførelse. Naar det var gjort, cyklede jeg saa til Randers og købte Kisten, og samtidig ringede jeg til Vognmand Pedersen i Svinding om at tage den med og levere den paa Bopælen.

Kisten var fra Fabrikken foret med Karduspapir, og fyldt tilpas med Høvlspaaner, for at vedkommende ikke skulle ligge for lavt, og maaske ogsaa for at opsuge eventuel Vædske. Saa gik vi over til det væsentlige med at lægge vedkommende i Kisten. Det var som Regel en fra Familien som hjalp mig, men der var enkelte Tilfælde, hvor de ikke kunne. Saa havde jeg en bestemt Kone til at hjælpe mig. Der var Ligtøj med Kisten, det bestod af Lagen, Dyne, Trøje og en Serviet til at lægge over Ansigtet. Det bestod af Lærred, men senere blev det ogsaa fremstillet af Kreppapir, og saa skulle der passes godt paa, for det var let at jage en Finger igennem.

Naar det var gjort, blev Kisten opstillet i det lettest tilgængelige Rum paa Stedet paa et Par Skamler, som jeg laante i Kirken; men der var ogsaa Tilfælde hvor vi maatte have Rammer og Sprosse fjernet i et Vindue for at komme den vej ud, og nogle Gange blev den ogsaa stillet i en Vognport.

Nu skulle vedkommende saa staa i ca. en Uge uden Laag, saa Familie og Venner kunne se ind hver Dag; jeg sørgede ogsaa for Kistepynt, som jeg fik leveret af en bestemt Gartner eller Blomsterhandler, til at lægge paa Laaget. Men det maatte ikke lægges paa, før vedkommende var sunget ud af Degn og Følge. Saa kom transporten til Kirken, det skete paa flere Maader, inden for en afstand paa 200 til 300 Meter blev Kisten baaret; jeg var med med Skamlerne, saa de der bar, kunne faa en Hvil, efter som der var behov for det. Der har ogsaa været tilfælde, hvor de selv har kørt med Hestevogn pyntet med Grangrene og Blomster, men ellers var det mest Vognmand Pedersen fra Svinding, som stod for Transporten i Gran- og Blomsterpyntet Lastvogn. Det med Papirerne, der skulle til for Bisættelsen sørgede Familien selv for. De henvendte sig til Degnen, som saa sammen med Præsten sørgede for det fornødne.

Efter Krigen blev det noget anderledes, da blev det saadan, at jeg kunne leje en Rustvogn ved et Bedemandsfirma i Randers. Det blev jo noget nemmere, men saa blev der til gengæld flere, der døde paa Sygehuset, og saa blev det jo mig, der skulle sørge for Papirene. Det foregik paa den Maade, at jeg hentede Dødsattesten paa Sygehuset, og henvendte mig hos Kordegnen i Sct. Peders Sogn som udførte det fornødne. Men det blev jo mere besværlig at leje en Rustvogn, da Begravelsesforretningen, der havde en saadan, jo helst ville staa for det hele, og saa opgav jeg og holdt op.

Erindringer og slægtsbøger

Slægtsbog for Bech/Bach familierne i Volstrup, herunder Anders Andersen Bech, født i Volstrup i 1842,

død i Volstrup i 1928.

Slægtsbog over slægterne Boe og Olesen, samt gården Handest Vestergaards

historie, bla. Niels Sørensen Boe, født i Ålum? 1634, død i Ålum 1699, udarbejdet af Dansk Slægtsforskning, Fredericia 1952-58.

Slægtsbog over slægten Boe, bl.a. Peder Jensen Boe, født i Ålum 1704, død samme sted 1781,

udarbejdet af Dansk Slægtsforskning, Fredericia 1952-58.

Gjandrup, fra Herresæde til husmandbrug. Erindringer fra 1911 til 1986, barndom, ungdom, alderdom,

bl.a. Andreas Andersen Bech, født i Over Fussing 1847, død samme sted 1869, ved Poul Poul Bech, Gjandrup.

Slægten Laurberg, f.eks. Jens Christensen Laurberg, født i Læsten 1796, død i Ålum 1861.