Kousted 2

 Kousted 2

Beretninger fra Kousted

Sogneoplysninger

 

Purhus guiden 1988

Under Kousted sogn hører landsbyen Kousted samt Terp, som grænser op til og danner en enhed med Råsted.

Kousted sogn har ca. 210 indbyggere. I Kousted er der kirke, præstegård og forsamlingshus.

Dagligvarebutikker m.v.: Brugsforening, garnlager samt servicestation i Terp.

Offentlige transportmidler: Bus rute 232 Randers Fårup. Man-fre.: 13 daglige afgange. Lør-søn.: 4 daglige afgange.

Kousted er en gammel landsby, der har udviklet sig langsomt og uden at have mistet sit gamle landsbypræg.

Nord for Terp ligger kommunens største virksomhed, Jokan, højt placeret på bakketoppen. Virksomhedens bygninger er indenfor de seneste år om- og udbygget og fremtræder nu markant i moderne byggestil.

Seværdigheder

Kousted kirke, der antageligt er opført i det 12. århundrede, består af romansk kor og skib, og er opført af granit-kvadre. Tårnet er opført af røde munkesten. Altertavlen er fra begyndelsen af 1600. Der er granitdøbefond prydet med spidstungede dobbeltløver. Dåbsfadet er sydtysk og fra omkring 1575. I våbenhuset er indsat et vievandskar, som an-tages oprindeligt at have været en kværnsten fra oldtiden.

Kousted Kirkelade: Ved siden af kirken ligger en kirkelade - en af de få bevarede i landet. Bygningerne er opført af munkesten, og en del af bygningen kan dateres tilbage til omkring 1550. I tidligere tider har egnens bønder måttet af-levere deres tiendekorn her. Både kirke og kirkelade har hørt under Fussingø gods.

Kousted præstegård er i den nuværende skikkelse opført i 1921. Den tidligere præstegård var en stor firlænget bindingsværksgård, men da den var meget forfalden, blev den revet ned for at give plads for opførelsen af den nye. Noget af tømmeret er genanvendt i konfirmandstuen.

Fortidsminder

Der har oprindeligt været 23 gravhøje i Kousted sogn, hvor-af der er bevaret 10. De bevarede høje er dog vanskeligt tilgængelige, da de ligger på dyrkede arealer. Mangelhøj, der ligger nord for Terp, kan ses fra hovedvejen og bedre, når man drejer fra mod Asferg. Benshøje, der ligger ved Vindingholm skov, er 6 m høj og 35 m i diameter.

I Lokalarkivets årsskrift for 2008 var følgende artikel:

Rolighedsvej 17 A

Asferg

8990 Fårup

 

Tlf. 86 42 57 37

 

Åbent hver torsdag

13:00 - 17:30

 

E-mail:

lokalarkivpurhus@

gmail.com

 

 

 

OBS! Vi er altid interesseret i at modtage gamle fotografier, papirer og gode historier.

 

 

Copyright© 2008

Purhus Lokalarkiv

 

 

 

Opdateret 21.05.2017

 

 

I 2002 var følgende erindringer at læse i årsskriftet:

I Lokalarkivets årsskrift for 1996 stod følgende om Kousted historie:

Denne artikel kunne læses i årsskriftet for 1998:

Jens Jetsmark.

Bondeknøsen fra Kousted, der blev redaktør og digter af fædrelandssange.

En kronik i Randers Amtsavis, 18. januar 1947.

Skrevet af P. Bugge Vegger. 

Duftende enge og kornrige vange,

sølverblå vover og skovkranste kyst,

gyngende snekker og jublende sange,

det er vort fædrelands vælde og lyst. *)

Blandt den skat af fædrelandssange, som det danske folk ejer, indtager "Duftende enge og kornrige vange" pladsen som en af de ældste - og dog endnu ofte brugte. Fodnoterne i sangbøgerne oplyser, at den er skrevet 1820, samtidig med, at guldalderens digtere grundlagde vor fond af nationale sange. - Året i forvejen havde således Oehlenschläger skrevet "Der er et yndigt land" og samme år skrev Poul Martin Møller "Rosen blusser alt i Danas have" medens Grundtvig mødte med "Langt højere bjerge", og også Ingemann er repræsenteret blandt sangene fra dette tidsrum.

Det var således en hård konkurrence "Duftende enge" kom ud for, men den må være faldet i folkets smag, og takket være Weyses dejlige melodi - der har båret den frem til nutiden - synges den altså endnu den dag i dag. - Derimod er dens skaber forlængst gået i glemmebogen. Sangbøgernes noter oplyser om forfatteren, at han hed Jetsmark, men det er også alt, og manden bag dette navn og den menneskeskæbne, der knytter sig hertil, er for det overvejende antal af danmarks sangere ganske ubekendt.

Jens Jetsmark blev født den 28. april 1781 i landsbyen Kousted en god mils vej nord for Randers, hvor faderen, Søren Vegger, foruden det traditionelle landbrug, ernærede sig ved kurvefletning.

I 1811 erhvervede faderen en hedelod nogle få hundrede meter vest for den nuværende landevej Randers-Hobro, og her byggede han gården "Jetsmark".

Jens må have været et ualmindeligt godt begavet barn, thi kun 14 år gammel begynder han at give undervisning i en omgangsskole i Kaatrup, og da der i 1798 opstår vakance i nabosognet Asferg, forestår han undervisningen her dette år.

Fra denne tid som skolelærer - eller vikar ville man vel kalde det nu - foreligger der et vidnesbyrd på stemplet papir fra sognepræsten for Asferg - Faarup menigheder, den velærværdige hr. Jens Poulsen, der udtaler, at Jetsmark har "udvist såvel i børnenes undervisning som i sædelig anførsel en skolelærers duelighed".

Fra 1799 til udgangen af 1801 finder vi Jetsmark som huslærer på Fussingø, og at han benytter tiden og blandt andet på egen hånd har lært sig tysk, ved vi fra sognepræsten i Bjerregrav, C.Brandts anbefalingsskrivelse til det kongelige Blaagårds Seminarium i København på hvilket Jetsmark blev optaget som discipel i 1802.

1805 bliver han dimitteret med karakteren : Udmærket duelig. - Han opholder sig dog endnu et års tid på seminariet, hvor han dels giver undervisning, dels studerer naturvidenskaber under den senere professor og rektor J. Saxtorp.

En rig adelig dame tilbød på dette tidspunkt at betale Jetsmarks studeringer, men pludselig afbryder Jetsmark sine studier og 1806 finder vi ham som huslærer hos daværende professor, senere etatsråd Manthy på Brede gods, hvor han var i to år, og derpå fra 1808-10 som lærer på papirfabrikken "Nymølle" der hørte under Brede.

Ifølge Jens Jetsmarks datter - Augusta´s erindringer, der er nedskrevet i 1880-erne skyldes det en misforståelse, at tilbudet om betaling af studierne fra den rige, adelige dame blev afslået. I folkemunde hed det sig imidlertid, at der mellem den rige, adelige dame, der er identisk med grevinden på Fussingø, og Jetsmark skulle have været et kærlighedsforhold, men hvorom alting er, så førte det, at studierne blev afbrudt, til en fuldstændig omvæltning i Jetsmarks liv.

Den før nævnte etatsråd Manthy ejede nemlig sammen med generalpostdirecteur, konferensråd Monrad "Adressecontoiret" i København, og da man netop i 1810 manglede en redaktør af "Adresseavisen" - det annonceblad, som Adressecontoiret udgav - overtalte etatsråden Jetsmark til at afbryde sin lærergerning og udnævnte ham til redaktør.

Adresseavisen - eller som dens datidige navn var: Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger" - var hovedstadens ældste avis. Den begyndte at udkomme i 1706 i form af avertissementsplakater uden journalistisk stof, og gennem forskellige former, hvor annonceorganet dog altid var bevaret som det fremherskende, bestod den helt op til 1908, i hvilket år den gik ind efter at være blevet offer for et forsøg på at gøre den til et politisk - radikalt dagblad.

På det tidspunkt, da Jetsmark blev redaktør, havde Adressecomptoiret til huse på hjørnet af Østergade og - som det dengang hed - Christen Bernikowsstræde nr. 32, kaldet "Vildmanden", velsagtens efter udskårne figurer i bindingsværkets hjørnestolper.

Jens Jetsmark følte oprindelig ingen synderlig glæde ved sit nye hverv, men han var uhyre samvittighedsfuld og bragte straks orden over alt og indførte senere mange forbedringer, så avisen gennem mange år var et af de førende og mest udbredte blade i landet. Den vigtigste forbedring var vel nok indførelse af en ny presse opfundet i Tyskland.

Efter hidsige diskussioner og efter megen overtalelse formåede Jetsmark ejerne af avisen til at bekoste anskaffelsen af den første hurtigpresse i landet.

Jetsmark var en høj, mager mand meget stærk bygget, af natur var han alvorlig og tillige meget opfarende og hidsig samt alt for ivrig til at forefægte sine standpunkter, men han lod sig også let påvirke af mildere følelser, og kunne trods sin strenghed blive rørt til tårer. Han var uhyre gavmild og godgørende, måske mere end godt var af en mand med hans indtægter. Meget af sin fritid i de 43 år han var redaktør af adresseavisen anvendte han i velgørenhedens tjeneste. Efter hans død offentliggjordes et nøjagtigt regnskab over de midler, han havde forvaltet, modtaget gennem indsamlinger og uddelt til trængende, ialt 51,095 rigsbankdaler 1 mark 4 skilling.

Men tilbage til Jetsmarks forfatterskab.

I 1820 blev der i København udsat en præmie til den, der kunne skrive den smukkeste nationalsang blandt det københavnske borgerskab. Der indkom flere forslag, og en sang af en begavet dame, frøken Jessen, og som begyndte: Dannemark, Dannemark hellige lyd, himmelske fryd", blev almindelig anset for at være den bedste og blev derfor "kronet", som man kaldte det.

Redaktør Jetsmark havde ikke deltaget i konkurrencen. Han havde dog nok før i det små vist sig at være i besiddelse af poetisk åre, idet man af og til blandt adresseavisens kedelige småannoncer kunne finde småvers, der skulle live op på det triste stof. Han syntes ikke, at resultatet med den nye nationale sang var tilfredsstillende, og satte sig for at forfatte en virkelig brugbar "Nationalsang". - En skønne dag kunne man på forsiden af adresseavisen læse "Duftende enge og kornrige vange".

Efter alles mening overtraf denne langt frøken Jessens sang. Borgerskabet var begejstret, og inden længe var den almindelig brugt ved passende lejligheder og er det altså endnu den dag i dag, 125 år senere. Frøken Jessen tilskrev Jetsmark og erkendte, at var "Duftende enge" blevet offentliggjort samtidig med hendes, var der ingen tvivl om, hvilken af dem, der havde taget prisen hjem.

Næppe mange af Jetsmarks samtidige havde tiltroet den høje, indesluttede mand evner til at skrive en lys og festlig fædrelandssang. Og dog var dette tilfældet.

Om ved 1820 skrev St.St. Blicher første del af sin novelle:"Eneboeren paa Bolbjerg", hvis handling er henlagt blandt andet til Fussingø og Kousted præstegård, netop Jetsmarks hjemegn.

Ved et tilfælde besynger to poeter på samme tid samme egn, thi der er vel ingen tvivl om at Jetsmark drømmer sig tilbage til sin huslærertid på Fussingø, når han synger "sølverblå vover om skovkranset kyst" og mon ikke han mindes sine første år som lærer i Kaatrup og Asferg. Turen fra Kousted over bakkerne med de imponerende kæmpehøje på vej til lærergerningen, i verset hvor det hedder: "knejsende høje, hvor fædrene blunde". Selvfølgelig er der masser af sølverblå vover, skovomkranste kyster og kæmpehøje i Danmark, det er jo netop et typisk dansk motiv, hvilket da også gør Jetsmarks sang så brugbar, at den endnu ikke er en smule slidt, men tværtimod som om den var skrevet for nutiden.

Men fra anden side vides det, at Jetsmarks hjerte stadig hang ved hjemegnen- mulden klæbede ved hans fødder og han følte sig aldrig helt hjemme i storbyen.

Jetsmarks produktion stoppede dog ikke op ved fædrelandssangen. Adresseavisen var fremdeles af og til forsynet med et opmuntringsvers af redaktøren og desuden foreligger der flere værker fra hans hånd. Nævnes skal dog blot her det imponerende mindedigt om Morten Luther, der er skrevet i 1821, og begynder således:

 (Mel.: Af højheden oprunden er).

 Da sandheds klare lys var slukt

 og trøstens bog for jorden lukt

 af mørkets frække hære,

 kom Luther, biblens lærde tolk

 for at tilkæmpe Christi folk

 hin lysets rene lære.

Men også på det rent materialistiske område lod Jetsmark høre fra sig. I 1835 skrev han flere afhandlinger om muligheden for at forsyne hovedstaden med et vandværk, "så at man kunne have vand i de øverste etager".

Planen vakte vældigt røre, hvilket vil sige, at de, som man måtte formode havde forstand herpå, ikke turde sige god for idéen, medens det store flertal spottede over denne vanvittige idé. - Det er ikke altid lige nemt at være forud for sin tid. - Nævnes skal dog lige, at på et andet område, hvor Jetsmark var talsmand, nemlig for oprettelse af asyler, fik han medhold og havde den glæde, at se virkeliggørelsen af denne idé.

I 1835 blev Danmark hjemsøgt af den frygtelige colera-epidemi, der også bankede på Jetsmarks dør. Han måtte gå til sengs og blev hurtigt opgivet af lægerne, da børn og gamle især var dødens bytte. Men den 72-årige jydske sejhed fornægtede sig ikke og han præsterede virkelig at komme på benene igen, dog blot for at blive angrebet af tyfus, og denne gang blev det døden. I august 1853 døde Jens Jetsmark, bondeknøsen fra Kousted, der blev redaktør gennem 43 år af en københavnsk storavis og skrev en af danmarks fædrelandssange.

De københavnske blade indeholdt i anledning af Jetsmarks død, store nekrologer og mindedigte, særlig havde Flyveposten og Fædrelandet særlig udførlige omtaler af hans levned.

Jetsmark-navnet fik kun kort eksistens som slægtsnavn og er nu helt uddød.

Men så længe der synges i Danmark, vil navnet Jetsmark altid blive nævnt i forbindelse med "Duftende Enge og kornrige Vange", der trods sine 125 år er lige så ung og frejdig og som skrevet for tiden af i dag.

Retfærd og Frihed vort Løsen må være,

den ikkun hylder den nordiske Mand.

Fred om vor Hytte og Skjold om vor Ære,

Himlen velsigne vor Drot og vort Land.

* Fædrelandssangen var med i skuespillet på Fussingø i anledning af stavnsbåndsjubilæet 1988.

Duftende Enge og kornrige Vange.

C. E. F. Weyse. 

Duftende Enge og kornrige Vange,

sølverblaa Vover om skovkranste Kyst,

gyngende Snekker og jublende Sange,

:,:det er vort Fædrelands Vælde og Lyst. :,:

Tit pløjer Dansken de fjerneste Bølger,

stundom han færdes i fremmede Land;

stedse dog Mindet om Danmark ham følger,

:,:tryller ham sødt til dets elskede Strand. :,:

Her var det, Kæmper på Vang og i Lunde

værned om Uskyld og knusede Vold;

knejsende Høje, hvor Fædrene blunde,

:,:vidne om Kraften og Frihedens Old. :,:

Højt have Konger ved store Bedrifter,

Helte ved kæk og berømmelig Færd,

Skjalde ved Sange, og vise ved Skrifter,

:,:hævdet vort Danriges ældgamle Værd. :,:

End troner Kraften i Egenes Skygger,

Frihed end bor under Nordboens Tag,

Ætten af Kæmper vor Arne betrygger,

:,:Retfærd omsvæver vort Banner og flag. :,:

Retfærd og Frihed vort Løsen mon være;

dem ikkun hylder den nordiske Mand!

Fred om vor Hytte og Skjold om vor Ære!

:,:Himlen velsigne vor Drot og vort Land! :,:

I årsskriftet for 2003 kunne læses følgende:

Skiftet i Kousted præstegård 1786

Af Morten Møbjerg

»Hans interesse for landbrug er næsten for stor. Jævnligen går han ved ploven, høleen og andet bondearbejde.« Men han var ligegyldig med præstegårdens vedligeholdelse, og »hans værelser var så ringe, at man næppe fandt deres lige i begge hans sogne.«

Samtidig var han en studeret og virkelig lærd mand, og hans litterære produktion er for en landsbypræst både stor og tungtvejende. »Han er interesseret, dygtig og bibeltro – med en god flydende stil. En mærkværdig mand ej alene for den danske litteratur, men for den danske kirkehistorie.«

Det er den gamle Niels Blicher - Steen Steensen Blichers far - der i tidsskriftet »Nordlyset«1) karakteriserer Kousted-præsten Mogens Marquard på denne måde. Som ungt menneske havde han boet længere perioder i Bjerregrav præstegård hos sin farbroder Laurids Blicher, der var præst der fra 1759 til 1782. På den måde kom han til at kende Marquard særdeles godt.

Mogens Marquard - eller Mogens Marcussen, som han jævnligt kalder sig - blev født i Vorning præstegård i 1708 som søn af sognepræst Peder Marquard. Sin skolegang fik han hjemme hos faderen, der også forberedte ham til studen-tereksamen, der blev afsluttet fra Mariager latinskole 1726. Kun to år senere blev Mogens Marquard teologisk kandidat som kun 20-årig.

Jetsmark.

Præsteviet kunne han først blive som 25-årig. Det blev han i 1733, og samme år døde hans far fra embedet i Vorning. Det var nok ingen tvivl om, at Marquard gerne ville have været sin fars efterfølger, - men Gud og kongen ville det anderledes. Dette embede gik til Kousted-præsten Jens Jensen Hasselager, og Marquard måtte nøjes med Kousted-Råsted. Det var nok ikke så ringe en ordning endda. Marquard blev i dette samme embede i 53 år indtil 1786, og han opnåede den sjældne titel »Jubellærer« - en præst, der har siddet i det samme embede i 50 år. En kort tid i slutningen af sit liv var han amtsprovst, men det varede kun kort, så meget kan tyde på, at administration ikke var Marquards stærke side.

Marquard var gift to gange og fik i alt 12 børn med de to koner. Med den første fik han to børn - Peder Christian Mar-quard og Elisabeth Marquard. Elisabeth blev gift med præsten Lars Blichert i Tvede. I skiftesagen er hun ikke direkte nævnt - kun gennem sine to børn - »der er umyndige børne børn af den salige provst Marcussen.« Peder Christian Marquards skæbne blev noget af en tragedie for den gamle præst. Faderen forberedte ham selv til studentereksamen. Han blev cand. teol. på rekordtid og nåede også bachelor-graden - første trin på den akademiske videreuddannelse. Han interesserede sig specielt for Johannes Åbenbaring og fik udgivet en enkelt bog med titlen: »Over Aabenbaringen.« Skiftet viser, at der blandt bøgerne i Marquards bibliotek fandtes »en Slump Eksemplarer« af denne bog. Fra slutningen af 1760erne var Peder beskæftiget som personnel kapellan for sin fader med officielt løfte om at efterfølge ham i embedet. Men hr. Peder døde to uger før sin fader i foråret 1786 - og sønnens kiste blev den sidste, Marquard kastede jord på. De senere uddrag fra skiftet viser også, at hr. Peders kammer stod på det nærmeste urørt.

Med sin næste kone Maren Nielsdatter fra Blegvadsgaarden i Råsted sogn, fik han 10 børn, hvoraf de tre døde som små. Resten møder vi i skiftet - bosiddende på egnen. Med Niels Blichers formulering: Af faderen bestemt til og opdraget til »Bondestanden, hvori de og for det meste blev lykkelige.«

I vore dag er begreber som skifteret og offentlig skifte ret entydige begreber i modsætning til slutningen af 1700-tallet. Dengang havde en række forskellige instanser retten til at gennemføre skifte. Det gjaldt godserne, der havde skifteretten over fæstere. Militæret over det militære personel, Københavns universitet over de akademiske borgere og gejstligheden over præsterne og gejstligheden i det hele taget. Den gejstlige skifteret lededes af amtsprovsten og to gejstlige medhjælpere som provsten udnævnte.

Provstenvar Christian Tomsen Hee, præst i Borup 1760 – 1786. Han udnævnte præsten i Tvede L. Blichert, hvis første kone var datter af Mogens Marqard, og præsten i Spentrup P. D. Blicher til at udgøre skifteretten. Selv var provsten syg, og han nåede aldrig at deltage i skiftet, da han døde den 12. maj 1786. Han erstattedes af præsten i Glenstrup H. C. Adolph og Tvedepræsten Blichert konstitueredes som provst.

Skifteretten havde sin første samling i Kousted præstegård den 8. maj 1786 og påbegyndte registrering og vurdering af det store bo, der endte med at fylde 20 tæt beskrevne folieark. Skiftebrevet indledes således:

»Anno 1786 den 8. maj efter at sterveboet efter salig hr. provst Marcussen forhen var taget under lovlig forsegling, indfandt sig for at registrere og vurdere de forseglede skrin i Kousted præstegaard den gejstlige skifteret i Nørhald herred. I provstens hr. Christen Hees sygdom og svaghed hr. Lars Blichert fra Tvede som assessor og hr. Peder Daniel Blicher i Spentrup som notarie.

Fremdeles var til stede som vedkommende enkeprovstinde Marcussen tillige med Niels Marcussen sidste søn af salig provsten boende i Schraivad mølle, Christen Marcussens anden søn, som er myndig under curator hvilken ad interim blev antagen; videre var til stede Peter Blegvad fra Blegvad, enkens laugværge, velærværdige hr. Lars Blichert på hans tvende børns vegne, der var umyndige børnebørn af den salige provst Marcussen. På Espen Christensens børns vegne, avlede af den salige mands datter Gjørrild i Albæk lod jeg tegne som interims værge Peder Blegvad, Endvidere var nærværende Søren Heedegaard fra Hedegaard som far til E ?? en datter af den afdøde provst Barbara2). Hjemme var endnu de 3 de yngste døtre Agathe, Christiane og Maria, som formynder for disse trende lod sig videre tegne Søren Stadsgaard og Christen Blegvad fra Kondrup, Enkeprovstindens broder hvor da blev forrettet som følger.«

I indledningen citerede vi Niels Blicher for at kritisere Marquard for at være næsten for optaget af landbrug og praktiske gøremål, - men samtidig slår han fast, at han var en studeret og virkelig lærd mand og hans litterære produktion er for en landsbypræst både stor og tungtvejende. Det bekræftes af biskop Hygum i en visitatsberetning fra 1741, hvor han skriver:

»Sognepræst Mogens Marquard talede intet imod sandheden, den han alvorligen elsker, efterforsker og forsvarer. Øvrigt er han en i theologien, medicinen og andre videnskaber velbevandret mand, samt af stor capacitet til at fatte og lære mere, men dog intet mindre skikket til, end det han nu betjener: Prædikeembedet, thi han var langt mere bequem til at oprejse en forfalden latinsk skole af ruin og sætte den i flor igen, hvortil han af naturen langt mere inclinerer og skulle hver time gerne tage derimod.«

Bispens bedømmelse af Marquards evner som prædikant og sjælesørger skal nok tages med et gran salt. Biskop Hygum var pietist og hans bedømmelse af anderledes tænkende præster nok ikke upåvirket af hans egen klare orientering. Bortset fra det bekræfter biskoppens ord i høj grad Niels Blichers karakteristik - og det samme gør også skiftebrevet, hvor registreringen af bøgerne fylder tre tætbeskrevne folie-ark med i alt 278 løbenumre. Dertil skal så lægges adskillige bundter af bøger, som vurderingsmændene anså for værdiløse og som derfor opføres som »en slump eksemplarer,« »et bundt,« et sted endda under et nr. »18 bundter, gamle,« så antallet er i alt fald ikke overvurderet.

Der er foretaget en undersøgelse af 35 gejstlige skrifter i Jylland i tiden fra 1719-1735 netop med henblik på antallet af bøger i hvert skifte. Undersøgelsen viser, at der i snit var 110 bøger i disse præstehjem. Den, der havde færrest, havde 24 - og den, der havde flest 241 bøger. Lægger man så dertil Marquards egen produktion, får man et imponerende indtryk af den boglige flid, der har udfoldet sig i Kousted præstegård. Det drejer sig om en række højlærde værker skrevet på et næsten ulæseligt latin. Dertil kommer nogle få danske bøger, hvoraf den vigtigste er »Huus-Postille eller Betragtninger over Søn- Fest- og Bededagstekster, holdt i Aaret 1758 for Kousted og Raasted Meenigheder, og nu i trykken udgivne af Mogens Christian Marquard, Sognepræst sammesteds« -Kiøbenhavn 1758. Originaludgaven står i min reol. Den blev i 1950erne foræret til provst Riisager af en dame i Albæk, i hvis familie bogen havde overlevet i næsten 200 år.3) Som en afrunding af denne meget kortfattede skitse - og til afbalancering af biskoppens noget negative karakteristik - kan vi passende igen citere Niels Blicher, der i en anmeldelse skrev: »Bogen går dygtigt og sagligt til angreb på alle de nymodens påfund og står som en af tidens betydeligste forsvarere for gammel kristentro.«

»Underlig nok at han var en riig Mand, og ellers ikke gjerrig; så var han dog alt for ligegyldig i Henseende til Præstegaardens Vedligeholdelse, og hans Værelser var så ringe, at man neppe fandt deres Lige i begge hans Sogne« - sådan fortsætter Niels Blicher sin beskrivelse af provst Marquard - og skiftets opgørelse af møbler og indbo synes at bekræfte ordene. Skifteretten har vurderet indboet i syv rum i stuehuset: To dagligstuer, storstuen, hr. Peders sovekammer, gangen, køkkenet og bryggerhuset. Der er ikke færre end 542 indførelser, så vi bliver nødt til at begrænse udvalget stærkt. Derfor går vi med det samme til storstuen for at få et indtryk af møbleringen og måden at indrette sig på. Af møbler finder vi en »himmelseng med omfang« og endnu et sengested. Så spekulerer man på, om storstuen også har været familiens soveværelse? Der er ikke nævnt noget specielt soveværelse ud over hr. Peders, men i den ene dagligstue finder vi to sengesteder sammen med en meget moderat møblering. Det er nok sandsynligst, at det er dette rum, der har været brugt som kombineret dagligstue og soveværelse. Derudover er der i storstuen optegnet ikke færre end 10 forskellige kister, skrin, klædeskabe og dragkister. Fem større eller mindre borde blev der også plads til. 6 gamle ryslæderstole, 2 ligeledes gamle lænestole og 6 betrukne stole er der at sidde på. Endelig »et lidet eege skatol«, et medicinskab og på væggene »et forgyldt stort speil« og et »Skilleri«. Godt nok er det storstuen, vi besøger, men selv om den var meget stor, har jeg i mine tanker vanskelig-heder med at få det placeret alt sammen - for slet ikke at tale om en placering, der kunne give bare en antydning af hygge og bekvemmelighed.

Vi bliver ikke ladt i uvidenhed om, hvad der er i de mange skabe og kister. En del sengetøj, dyner og hovedpuder af forskellig beskaffenhed og kvalitet og dertil en sand syndflod af herretøj. Ikke færre end 13 »kioler« med tilhørende veste i forskellige farver og naturligvis tilhørende bukser, men en stor del af klædningsstykkerne får tilføjelsen »gammel, ringere eller hiemmegjort«. Om en af præstekjolerne, hvoraf der er fem, hedder det, at den er hjemmegjort, og om en anden, at den er vendt. Af mere eksotiske genstande finder vi to parykker med tilhørende »Puder Puster«. Parykken hørte sig til, når man skulle være standsmæssig påklædt, - men parykken var vanskelig at vaske, så derfor gjorde man den hvid og flot ved at give den et ordentlig lag puder. Et par » røde Fløyels Tøfler med Sølv Snor« var også med til at fuldende det fornemme skrud. Endelig er der to stikkårder med tilhørende »Kaarde Gehæng«. Her nærmer vi os grænsen for, hvad en dansk sognepræst kunne tillade sig. Allerede Peder Palladius gav en lang række regler for hvilken påklædning, der var passende for en »Ordets Tje-ner«.

Her nævnes udtrykkeligt, at det var uforeneligt med embedet at færdes med farlige våben både hjemme og ude, så vi må vel tro, at det er nostalgiske minder fra de glade studenterdage, der skjuler sig bag de drabelige våben.

Peder Palladius giver også snævre regler for, hvor megen pynt og fornemhed, der var foreneligt med »embedet« som præstekone. Ingen »Fløyels Kraffuer eller Damaskestrøyer,« heller ingen guldkæder, eller alt i alt klæder eller smykker, der ikke er passende for en ordets tjeners stand.

Madam Marquards klæder og personlige ejendele er ikke optegnet i skiftet, da der under registreringen blev truffet en samlet overenskomst: »Enken blev efter forlangende tillagt en Eege Dragkiste hendes Klæder og Lined samt Klæder til en Seng og et Guldsmykke, imod at hun villig frasagde sig al Paastand paa Broderlod.«

Disse lakoniske ord er, hvad vi får at vide i skiftet, - men en tilfældighed gør, at vi ved lidt mere - endda lidt mere håndfast end en beskrivelse. På Kulturhistorisk Museum i Randers opbevarer man et meget flot broderet kjoleliv, som har tilhørt madam Marquard. Kjolelivet har været lidt af et klenodie i en gren af familien, der nu har afleveret det til museets omsorg.

På baggrund af udtalelserne om Marquards store landbrugsinteresse er det naturligt at kaste et blik på registreringen af de ting, der direkte relaterer til landbrug - nemlig besætningen og dens størrelse. Der registreres otte køer, en tyr, fire kvier og to kviekalve i præstegården. Vi kan sammenligne med et andet skifte, der fandt sted i januar måned 1784 på en ganske almindelig bondegård på 4 tdr. hartkorn. Præstegården i Kousted havde 14 tdr. hartkorn. På den mindre gård mønstrede man til sammenligning seks køer, tre kvier og tre kalve. I præstegården havde man ikke færre end 11 heste, mens den mindre klarede sig med fire. Sam-let besætning på præstegården vurderes til 250 rdl. Og på den mindre gård til 183 rdl., som giver en besætningsværdi på 18 rdl. pr. tdr. hartkorn - tilsvarende 46 rdl. på den lille gård. Det mere end antyder, at Marquards interesse for landbrug langt overgik hans evner i samme retning - og at det ikke var herfra, hans ofte omtalte store rigdom skrev sig.4)

Rigdommen var ellers regulær nok og byggede ikke på falske rygter og folkesnak. Vurderingen indledes med følgende notat: »Først blev aabnet et Ieernbundet Skrin med Penge og Dokumenter, hvori fandtes…« Der var snesevis af gælds-obligationer og pantebreve i gårde spredt over 5-6 kirke-sogne til et samlet beløb på 12.206 rdl. Oven i en lang række guld- og sølvting til en værdi af næsten 299 rdl. De øvrige kister og skabe indeholdt også guld og sølv i store mængder. Man nåede gennem hele vurderingen den første dag - undtagen den store bogsamling, som tidligere er omtalt. Vurderingen af den blev udsat til næste samling. Til sidst »blev provstinden tilspurgt, om hun havde mere i nogen Maade Boen til Indtægt at beregne, hvorpaa hun fremkom med 10 smaa Poser med klingende Mønt udi, dels Guld- og Sølvpenge, hvilket efter Enkens Angivelser beløb sig til 3500 Rdl.«

Boet sluttede med følgende opstilling:

»Boens beholdning var           20.466 Rdl. 0 Mark 13 Skilling

Naar fradrages Udgifterne        1.783        2          9

bliver Boens Beholdning

til Deeling                            18.682 Rdl. 4 Mark  4 Skilling

Det kan være svært at danne sig et indtryk af, hvor stor en formue der er tale om. Tænker man tilbage på, at en malkeko i samme vurdering er sat til ca. 8 rdl. og en ung hest til 11 rdl., kan man danne sig et indtryk af formuens størrelse omsat til nutidspenge.

1) Tidsskriftet »Nordlyset« – udgivet i Randers af St. St. Blicher og J. Elmenhoff.

2) Her er rod i optegnelserne. Søren ejer »Hedegård« (nuværende Veggerslund), men han hedder Winter, hvilket også fremgår af den senere underskrift. Heller ikke »far« i denne sammenhæng, men ægtemand – da han er gift med provstens datter Barbara.

3) Bøgerne kan ikke længere lånes på biblioteket, men jeg har Marquards samlede værker på microfilm fra Det kongelige Bibliotek.

4) Der er i skiftet ingen mulighed for at følge den animalske produktion. Sammenligningen mellem de to skifter giver derfor ikke en dækkende beskrivelse af præstegårdens drift og produktion.

Erindringer og slægtsbøger

Slægtsbog over Hans Christensen Møller, født i Kvorning 1796, død i Kousted 1863, udgivet af Michael Møller 1983.

Slægtsbog for familien Steensgaard, Kousted, herunder Christen Pedersen Steensgaard, født ca. 1743, død i Kousted 1804.

Slægtsbog og gårdhistorie for Ringle-Mølle og Brobjerggaard, f.eks. Jens Pedersen, født i Terp i 1754, død i Terp 1808.