Læsten 2

Rolighedsvej 17 A

Asferg

8990 Fårup

 

Tlf. 86 42 57 37

 

Åbent hver torsdag

13:00 - 17:30

 

E-mail:

lokalarkivpurhus@

gmail.com

 

 

 

 

OBS! Vi er altid interesseret i at modtage gamle fotografier, papirer og gode historier.

 

 

Copyright© 2008

Purhus Lokalarkiv

 

 

 

Opdateret 10.05.2017

Beretninger fra Læsten

Sogneoplysninger

fra Purhus Guiden 1988

Læsten by har med sit opland ca. 240 indbyggere. Der er kirke og forsamlingshus.

Dagligvareforretninger m.v.: Brugsforening, gartner, smed og mekaniker.

Seværdigheder

Fortidsminder

Om et ravfund kunne læses følgende i årsskriftet for 2009:

I Lokalarkivets årsskrift for 1990 var trykt følgende artikel om Adelvejen:

I årsskriftet for 2003 stod følgende om et skifte på en af gårdene i Læsten:

Erindringer fra Læsten

Fortalt af Edith Mikkelsen

Vi var 4 søskende, Karen f. 1913, Aage f. 1915, Edith f. 1923 og Helga f. 1926.

Fester

Det var naboer og unge piger som serverede, men først skulle skafferne, som de kaldtes, rundt i byen og låne alt til festerne, porcelæn og knivtøj m.m., det foregik i store baljer.

Ane Vestergård og Marie Husbjerg kunne bare få alting til at smage godt, den mad, de to kogekoner lavede til fester, var enestående. Der var alle mand af hus, som kunne komme hjemmefra, så der var altid mange til sådanne fester.

Kort tid efter oplevede vi befrielsen. Det var en glædens dag.

Ringridning

En tradition mere var ringridning. Det foregik altid på vejen ned til kirken. Så kom karlene fra de steder, hvor de tjente, til tider på lidt fyrige heste, og skulle jo så fange ringen i farten. Nogle var flot pyntede kan jeg huske. Bagefter red de rundt og sang. Der skulle jo være fest i forsamlingshuset om aftenen, så det var rart med "en bette skilling" til musikken.

Jeg husker også, når der var soldaterindkvartering, så var der liv i byen. Vi havde en høj herre til at bo hos os, han skulle skam have en stue for sig selv. De menige sov i høet, eller hvor der var plads. Den ene gang tror jeg var i 1936 eller 37, men jeg er ikke helt sikker, da var der kongerevy på Tjele.

Der var også en ungdomsforening i Læsten med en bestyrelse, der tilrettelagde og ordnede det, når der skulle være ungdomsbal. Det var næsten altid Herman til smedens, der åbnede ballet, og så gik dansen derudaf den hele nat.

Der var en høstkomité, som stod for festen, og de tilrettelagde så det hele. Der blev pyntet med kornneg og roer samt blomster fra haver i byen. Hver familie kom selv med smørrebrød, og der blev danset til ud på de små timer, for vi skulle jo hjem og malke, inden mælkekusken kom efter mælken, som skulle køres til Bofferhøj mejeri i Sønderbæk.

Da Ejner kom til Læsten og tjene i 1935, blev han jo inviteret med til høstfest af sin husbond, hvor han tjente. Det glemte han aldrig, at alle var med til det, det havde han aldrig hørt før. Men sådan var det bare i Læsten.

Under Læsten hører landsbyen Læsten samt en lille samling gårde og huse med det spændende navn Norge.

Offentlige transportmidler: Bus rute 62 Randers-Viborg. Man-fre.: 12 daglige afgange. Lør-søn.: 7 daglige afgange.

Byen Læsten har formentlig sit navn fra en kæmpestor granitsten, der ligger i bakkerne. Det meste af stenen blev sprængt og brugt som vejfyld, da man anlagde den nuværende landevej mellem Randers og Viborg i 1850'erne.

Læsten ligger 15 km vest for Randers. Kommer man ad hovedvejen, smutter man forbi byen uden at lægge mærke til den, men drejer man i stedet ned ad Engtoften, ja så ligger der en lille hyggelig by. Drejer man ned ad Rosenbakken, som snor sig i bugter og sving ned gennem de særprægede og storslåede Læsten bakker, komme rman forbi Rosenbak, som er et stykke fællesjord for Læsten. Her er der lavet en rasteplads med borde og bænke. Læsten Mose, hvor der blev gravet en del tørv under og efter krigen, ligger nu omkranset af birketræer, og er et dejligt areal med et rigt fugleliv.

Læsten kirke ligger syd i byen i et meget smukt kuperet landskab. Den består af romansk kor og skib med et lille tårn mod vest og våbenhus mod nord. Der er en enkel granitdøbefond fra romansk tid. Prædikestolen, som er lille og prismeformet, er fra 1600-1650. Kalk og disk, som er fra 1739, har begge greveslægten von Plessen's våbenskjold.

Læsten bakker er et meget særegent landskab, og bakkerne er fredede. Fra Kragebjerg, der er 57 m, er der en storslået udsigt over bakkerne og mosen.

I Læsten mose er gjort Danmarks største ravfund. Det blev fundet i forbindelse med grøftegravning i 1937. Ravsamlingen er på 4000 stykker, dels rørformede perler og dels ubehandlede, men gennemborede klumper. Fundet er fra yngre stenalder og har antageligt været nedlagt i et trækar, måske som offergave eller måske depot. Fundet opbevares på Nationalmuseet.

I mosen er også fundet en del flinteredskaber og i 1961 blev fundet et kranium af en urokse, som uddøde omkring 500 f.Kr.

Disse erindringer var trykt i årsskriftet for 2001:

Jeg blev født d. 23. febr. 1923 på Kristianslund ved Værum. Mine forældre var fodermesterpar, og mor malkede tre gange om dagen og hjalp tillige i "privaten" med vask, rengøring og meget andet. I sommeren 1926 rejste de rundt og så på forskellige ejendomme, og købte den 10. sep. 1926 "Ladehøjgård" i Læsten (Engtoften 8).

Jeg er blevet opfordret til at skrive, hvad jeg kan huske fra den tid, da jeg boede i Læsten - den lille landsby - omkredset af den skønne natur med bakker, dale, Fussingø i baggrunden, og ikke mindst det kære "Kragebjerg", alles udflugtsmål fra vores barndom, ungdom, da vi selv stiftede familie, og igen i næste generation.

Far og mor flyttede så ind på en gammel firlænget ejendom med stråtag og lav port, stenpigning og mødding i gården ved siden af vand-pumpen - ja, det var dengang.

Det var ikke let, at flytte til en landsby hvor alting var, som det havde været i generationer tilbage i tiden. Mange hjem var i familie med hinanden, og gamle sæder og skikke skulle helst ikke røres og laves om på.

Den første gang mine forældre var i kirke i Læsten, satte de sig ved siden af hinanden i kirkestolen, men det var bare ikke tolereret i 1926. Der var mange i kirke, det var der altid. Mor kunne ikke forstå, at de som sad foran i kirkestolene, vendte sig og kikkede på os, sagde hun. Men det vidste deres naboer, Ane og Jens Vestergaard, alt om. Det var bare ikke skikken, at mand og kone sad ved siden af hinanden i kirken, mændene sad i sydsiden og konerne i nordsiden. Vi sad altid ved siden af vore forældre i samme stol, så med tiden, da der kom nye folk til byen, ebbede den skik ud ligesom meget andet. Det var vist moderne med sorte farver dengang, lange, sorte kjoler og frakker, sorte hatte med bred skygge og hattenål, og mændene var i sort vadmelstøj.

I flere år stod sognefogeden uden for kirkelågen, med ryggen til kirkegængerne, og læste bekendtgørelser op. Hvornår den skik holdt op, husker jeg ikke, men den ældre mand, også i vadmelshabit, kan jeg stadig se for mig.

Med tiden lærte vi jo så byens traditioner at kende - alle i byen hjalp hinanden, når det kneb. Det sammenhold og naboskab var bare rart for os børn at vokse op i.

Mine oplevelser i barndommen

11930 blev far foræret et hold kanebjælder. Jeg husker tydeligt en søndag morgen, da vi kom op, var der faldet et ordentligt lag sne. Så blev byens børn inviteret på kanetur til Fussingø, de kom selv med tæpper eller sække. Vi blev alle placeret i den store mælkeslæde, og så gik det bare derud af mod Fussingø. Hestene var kåde, og vi morede os alle, sneklatterne fløj om ørerne på os. Men da vi så kom over i skovens dybe, stille ro, kanebjældernes klang og ekko imellem de sneprydede træer, ingen spor i sneen, ingen biler dengang, det var bare en oplevelse tor os alle.

Det var en stor slæde, som blev brugt om vinteren, når mælkevognen ikke kunne køre til Sønderbæk mejeri for snedyngerne. Jeg tror nok, at de fra ejendommene skiftedes til at hjælpe hinanden med mælketuren, når der var meget sne.

Så begyndte skolegangen, og det var en oplevelse hver sommer, når vi alle fra skolen tog på udflugt til Fussingø og Gammelhave med madpakke, saftevand, skeer, glasæg og to sække, som vi skiftedes til at bære. Det skulle bruges til konkurrence om den runde Sø i Gammelhave. Det var jo med at komme rundt først, to og to, uden at tabe ægget af skeen. Sækkevæddeløbet var ikke let at fuldføre nede i de tunge kornsække i fuld fart, faldt en af os, var vi ude af den vinderchance, men heldigvis faldt aldrig nogen i søen i min skoletid. Så skulle vi igen den lange vej hjemad, og en dag der var meget varmt, var vi så trætte, da vi kom til "Mølhulen", den stejle bakke inden Læsten, at vi lå tæt på skrænten. Det havde godt nok været en lang dag for os, og ikke mindst for lærer Dueholm, som jo var klædt varmt på i mørkt tøj, skjorte og gummiflip.

Jeg husker også, at når vi mødte fru Dueholm, skulle vi neje eller bukke for hende, ja, der var skam stil over det hele - vi turde jo ikke andet end gøre det.

Når vi skulle høste, skulle vi alle hjælpe til. Jeg var ikke mere end 8 år, da jeg fik en krat i hånden med kort skaft og 3 tænder, jeg skulle lære at rulle neg sammen, når vi høstede. Vi havde en meget gammel slåmaskine, som bare lagde kornet i striber efter sig, men så fik vi en anden aflægger, som så kunne lægge i passende neg, så var det bare med at lære at forme "buen" - bånd, som så skulle bindes om neget. Bagefter skulle det jo så sættes sammen i hobe, jeg tror nok, der var 10 neg i hver hob eller sæt.

Når det så var klar til at køre hjem i laden, var der altid andre børn med nede og hente korn i Heden. Vejen op til bakkerne kaldtes "Mosbosti", og der langs vejen stod mange forskellige æbletræer, nogen var sure, andre søde, og andre med mærkelig smag. Når vi så kørte hjem med læs, holdt far altid under et af træerne, så var det bare med at få æblerne rystet ned i kornlæsset, og hestene var så kloge, de ville skam også have deres part, de elskede at få æbler. Når den tid kom, at resten skulle plukkes, måtte vi børn igen hjælpe til med at få samlet i baljer og spande. Mor tørrede mange i ovnen. De blev skrællet og udhulet for kerner og blev så tørret i komfurovnen. Til sidst kom æblerne i tynde lærredsposer, og de blev så hængt op på loftet ved en varm skorsten, hvor de på den måde kunne holde sig længe, og hele vinteren fik vi sødsuppe med æblestykker i.

Jeg kan ikke huske hvordan, men til jul lavede mor et eller andet, æblerne blev dyppet i, så havde vi godter længe, de smagte bare godt. Der var jo smalle tider i trediverne, alt skulle udnyttes.

Far spurgte engang en af de ældre mænd i byen, hvordan alle de æbletræer stod der, han svarede bare, "de stod der osse, da a var hjordreng" - ja, det er igen en af naturens luner, som ingen kan svare på.

Når vi arbejdede i bakkerne, skulle vi altid have strømper og træsko eller støvler på, der var så meget kryb alle vegne, hugorme, snoge, firben og ikke mindst stålorme, så aldrig på bare tæer dernede.

Far var blevet bidt to gange af hugorme, da han som dreng passede dyrene på en gård, hvor han tjente. Da gik kreaturerne jo på lyngbakkerne og gnavede, hvad der var at finde af føde, så det var en grim oplevelse. Engang vi hentede et læs korn, faldt der en hugorm ned på vejen, den havde jo været i et neg, da vi læssede, men far nåede at få den aflivet, inden den forsvandt i grøften, det var ikke rart.

Jeg skulle altid hente køerne hjem til aften, når de gik i heden. Når jeg gik op ad "Mosbosti", sang jeg i vilden sky eller fløjtede, for på diget lå der altid et eller andet kryb og nød eftermiddagssolen, når der var godt vejr, men jeg har så fået fortalt siden, at de er stokdøve, men det tror jeg nu ikke helt passer. Men bange det var jeg for det kryb.

Det skete et par gange, når det var tordenluft og meget varmt, at jeg næsten ikke kunne få køerne koblet sammen, fluerne bed og stak de sølle dyr. Det var en slags bremser, de var bange for, så når vi kom ned på kommunevejen, tog de magten fra mig, så jeg måtte slippe dem, håndkoen vidste jo, hvor de skulle hen, så de var hjemme før mig. Når jeg kom hjem i gården, stod de pænt ved stalddøren og ventede. Håndkoen var så klog og styrede det hele, jeg var meget ked af det, når det skete, men kræfterne slog ikke til.

Om vinteren legede vi i sneen og kælkede på bakkene ved Marius Vestergaards gård og så på vejen op til kirken, oppe fra kirkelågen, ned forbi skolen og branddammen.

Om aftenen var det byens unge, som boltrede sig på bakkerne, der var flere, som havde store slæder eller kælke, nogle var hjemmelavede. Men om aftenen måtte vi børn jo aldrig komme ud. Det kunne ikke lade sig gøre, et nej var et nej, dengang.

Jeg tror nok, det var i 1936, Læsten skole var på 8 dages tur til København. Vi skulle aflevere 12 kr. og 75 øre til vores lærer, og så måtte vi selv have omkring 3 kr. med i lommepenge til at snolde for. Ja, det er ikke let at forstå i år 2000, at vi kunne være i hovedstaden for det beløb. Vi var indkvarteret på skoler, fik det vi kunne spise hver dag, var på tur hver dag forskellige steder - alle tiders oplevelse. Men der var nogen af os, der havde penge med hjem igen. 25 øre var mange penge dengang.

Hver sommer i flere år var der møder i vores have, det var "Frelserens Hær" med kor og strengespil. Der mødte mange op, haven var bare fuld af gæster, der var også gæster fra de andre byer, som mødte op. Jeg synes altid, at der i min barndom var mange skønne sommeraftner, men til tider noget tørt.

I flere år samledes vi i Hamborggårdens fold til Valdborgblus, der var jo altid læ. Med tiden blev det andre steder, bl.a. nede i Rosenbak og til sidst mange år efter, ude på Kragebjerg, men det var Skt. Hansaften.

En sommeraften først i trediverne, var far og mor inviteret i byen. Jeg husker tydelig far sige: "Vi bliver hjemme, det ser ud, som det kan blive uvejr:' Pludselig blev det mørkt, torden, regn og storm på en gang. Der var mange unge samlet uden for gården, karlene spillede kegler, og der var jo også piger samlede. De stod i vores port, men blev kaldt ind i gangen, hvor de satte sig på gulvet, der var så mørkt og uhyggeligt. Den aften var der i alt 16 karle og piger, ja, sådan var det jo i gamle dage, alle havde tjenestefolk.

Da der var gået godt to timer, begyndte det at stilne af. Da far lukkede døren op ud til gården, mødte der et syn af mudder og vand, der fossede ind af porten, og vores kælder blev fyldt med vand. Alle tog deres fodtøj i hånden og vadede ud i det rene pløre. Det var bare en aften så uhyggelig, der brændte meget den aften, og mange hjem tog skade af skybruddet.

Det var altid kedeligt med uvejr, syntes vi. Det lukkede stråtækte barndomshjem var jo ikke let at komme ud fra, hvis lynet slog ned. Vi skulle alle op og i tøjet om natten, og der blev lagt skarpe knive frem på bordet, i gamle dage stod dyrene jo bundet med reb, så måske kunne der reddes dyr ud af stalden på den måde, men vi blev heldigvis forskånet for så frygtelig en ting som ildebrand.

Det var gammel skik i byen, når en beboer blev syg og lå i sengen og ventede på døden, så skiftedes folk i byen til at våge over den syge sammen med familien. Far og mor sad til tider hos en syg om natten, engang imellem var far hjemme og se til os, jeg var jo alene med Helga, Karen og Aage var rejst ud at tjene. Somme tider kom far alene hjem næste morgen, mor var blevet i hjemmet, til andre kom og sad ved sygelejet. Når de var sovet ind, de stakkels mennesker, og der ikke var plads i stuehuset, stod kisten ude i vognporten, til der skulle være begravelse. Om sommeren, når der var meget varmt, forstår man ikke i dag, at det kunne lade sig gøre.

Jeg synes altid, der var meget koldt og hård frost om vinteren. Når vi slagtede gris, og det frøs, og der var meget sne i gården, lavede far snevolde, og mor pakkede forskellige ting fra grisen i papkasser, og de blev sat ind i snehulen. Der var bare fersk kød på bordet, så længe det frøs, og det var vel nok rart med andet end saltmad fra det gamle saltkar.

Når vi slagtede gris, skulle vi jo have sortepølse. Det var en stor dag, når vi skulle have sortepølse med fedtegrever, sukker og sommetider æblemos eller sirup. Når grisen blev stukket, løb blodet ned i en spand, og så stod mor med vand i et liter mål og rørte i blodet og kom vand i lidt efter lidt. Det var for at blodet ikke skulle størkne, og der skulle røres til det blev helt koldt, så blev det siet, og der blev rørt rugmel i sammen med rosiner, æbler og fedtterninger.

Det værste af det hele var rengøring af tarme til medister og blodpølsen. Der blev brugt halmviske og salt for at få det indvendige lag på tarmene væk. Det var en ordentlig portion, der blev kogt i gruekedlen. Mor syede altid for pølseenden, andre brugte pølsepinde, som blev lavet af grene, der blev skåret til. Det kunne de ældre i byen bare ordne, det havde de altid brugt, kendte ikke andet.

Da vi fik mit barndomshjem, førte jeg traditionen videre, jeg havde lært at røre i blodet, som mor viste os, og samme opskrift blev brugt.

Det var stadig væk en stor dag, og vi var altid mange. De ældre i byen elskede at få bud om, at nu stod det på sortepølse. Men nu var det bare på en anden måde, det kom i forme og blev sat i ovnen i vandbad, det andet var for besværligt. Jeg synes, det havde en bedre smag på den mere moderne måde. Sortepølserne forsvandt nu altid ret hurtigt, så de må jo have været gode nok.

En tradition mere hver vinter. Når der var besøg rundt om i hjemmene, i Norre, i møllen, nede ved Handskemagers og i Vesterland, så kørte Jens Sørensen, vognmand i Læsten, "taxa" med hele flokken. Der blev hentet bænke i forsamlingshuset, og alle kom jo med tæpper til at tage lidt af kulden, så sad hele flokken i grisebilen i stadstøjet. Der var bare højt humør, når de kørte. De skulle samles ved brugsen, så vi skulle altid ud og se, når de kørte.

Far og mor var med mange steder. Når vi havde vinterbesøg hjemme, var der gæster 3 aftner. Så blev der spillet kort, røget cigarer og lang pibe og andre skråede, så der var røg i de lave stuer og ikke megen fernis på gulvene, når besøgene var forbi. Damerne ordnede jo verdenssituationen i den pæne stue, mens de strikkede og syede og var meget flittige med deres håndarbejde.

Da vi kom til Læsten i 1926, var der noget, der hed ammemødre. Hvis der var nogen, som skulle hjemmefra til et eller andet, og de havde småbørn, som skulle have bryst, så trådte ammemoderen til og hjalp familien på den måde. Det var jo en, som selv havde et spædbarn.

Vi havde ikke boet der ret længe, så kom der bud om, at far skulle hente jordmoderen. Det gik jo på omgang i byen, der skulle altid være et køretøj og en kusk parat til at hente jordmoder. Så vidt jeg husker, boede hun i Ørum dengang.

Det var også en skik, når der kom en lille ny til verden, at nabokonerne kom med sødsuppe og andet godt. Da søster Helga blev født den 30. dec. 1926, samme år som vi var flyttet til Læsten i september, kom nogen med mad i en slags gammeldags krukke til mor, har hun fortalt os, da jeg ikke selv husker det. Jeg tror nok, den kaldes en barselspotte.

Far og mor lærte at lave sæbe af selvdøde dyr under I. verdenskrig. Jeg husker, at det gjorde de også i Læsten i trediverne. Der var kommet den smidtsomme kalvekastning i kostalden, i mange år fik vi aldrig en levende kalv, køerne tabte dem før tiden. Så parterede far dem, og de blev kogt i gruekedlen. Af og til mistede vi også en gris.

Det blev kogt længe og stod så til dagen efter i kedlen, så var der stivnet et lyst lag fedt oveni, og det kunne man skære fri og bruge til at vaske i. Ja, det blev vasketøjet ikke hvidt af, alt det hvide undertøj, som skulle koges, var lidt trist at se på i nogle år. Men det var jo ikke bedre, det mærkelige sæbe man kunne købe, hvis der da var noget at få i brugsen.

Det var drøje år. Dengang købte far smågrise til 35 kr. stykket. Den dag de kom på slagteriet lød afregningen på 30 kr. stykket. Der var en tid, svinekortene florerede, der var jo så nogen, som tjente penge på dem, men alt det der fra sidst i 30-erne og til krigen brød ud, er blevet væk, eller det er blevet så skørt og gulnet, så det er desværre væk.

Niels Brøndum, som begyndte at køre mælk til Sønderbæk Mejeri midt i trediverne, fik 90 øre om dagen, men inden 1940 steg det til 1 kr. og 25 øre. Det var ikke meget, men han fortalte mig, at der var en og anden, som var flink og hjalp ham med lidt korn til hestene.

Skolegang

Vi var delt i 2 klasser og gik i skole hver anden dag. Jeg var hjemme og spise hvert middagsfrikvarter, vi boede jo lige op af skolen.

Vi skulle helst kunne det hele udenad, da vi blev større, eller læse et stykke op, som vi havde for. Det var ikke rart, hvis man ikke kunne sine lektier. Det var svært for dem, som døjede med at følge med og ikke havde fået lært salmeverset udenad. Når så alle de andre fik fri fra skole, sad man bagefter, hvor længe kan jeg ikke huske, men hvor var det ubehageligt.

I min skoletid var der skam også mobning mellem eleverne. Jeg skulle altid have forklæde på i skole og gik i hjemmestrikkede strømper, som min bedstemor strikkede til mig. Der var altid nogen, som skulle være på nakken af os, som ikke var som de andre, men pengene var små, og vi kunne jo ikke alle være lige pæne i tøjet, men det var også drøjt dengang med mange ting, bare på en helt anden måde end i dag.

Gymnastik foregik på legepladsen, der var en ribbe og en bom, sådan var det jo bare dengang, ingen luksus af nogen art. Legepladsen var dengang nede ved kirken, hvor der nu er parkeringsplads.

Da vi blev lidt ældre, gik vi en gang om ugen til sykursus hos fru Dueholm - jeg kan se for mig, når hun kom og satte sin symaskine på bordet. Hun var god til at forklare og vise os, når vi skulle have noget syet. Der var det jo igen, nogen kunne bare forstå det hele, og andre døjede med at komme i gang.

I skolen fandtes også Læsten bibliotek, hvor alle kunne komme og låne bøger. Der var åbent en gang om ugen. Det var Dueholm, der stod for udlånet. Det var en oplevelse, når man fik lov til at gå ned og bytte bøger. Mine forældre læste meget, og der var mange gode bøger at vælge imellem, skolestuen var fyldt med reoler. Men da skolen blev nedlagt 1961, var det også slut med det. Bøgerne kom op i forsamlingshuset, og udlånet fortsatte derfra til først i halvfjerdserne, og derefter blev bøgerne solgt ved en auktion.

Vi legede jo også som børn, når vi havde ordnet vore pligter, bære tørv og træ ind hver dag. Om sommeren skulle der jo ikke så meget til, det var bare til komfuret, men om vinteren skulle der også bæres til kakkelovne. Det var tit, ruderne var frosset til om morgenen, så vi ikke kunne se ud, det var hårdt, men vi manglede aldrig ildebrændsel. Far gravede selv tørv i mosen med en slags spade og hev dem op. De blev kørt i land, hvor vi så var sammen med mor. Her blev de skåret i passende stykker og lå og tørrede, til de skulle rejses på højkant. De dage det stod på, tog vi i mosen, når vi var færdig derhjemme, så drog vi af sted med madpakke, saftevand m.m., så det var sommetider en lang dag, syntes jeg, altid så varmt. Det fortsatte til en dag, entreprenør Andersen lejede mosen af far, og så skulle far have det antal tørv, som vi kunne bruge derhjemme. Kvas og træ hentede vi jo i "Kalmering," der var altid noget, som skulle ryddes væk og brændes hvert år.

Vi havde mange forskellige lege i min barndom. Vi spillede pind, 2 sten med lidt mellemrum og en lille pind, som passede til at lægge på, en større til at slå til pinden på stenene med. Det var bare om at få den langt ud, det fik man point efter. Vi spillede langbold og rundbold med hjemmelavede boldtræer, spillede bold op ad en mur, det var meget populært. Hvem der kunne spille med 4 bolde, det var jo flot, så skulle man være meget dygtig og rask på en gang. Det var også populært at lege hjørnetek omkring stuehuset, at hoppe mand, som blev tegnet på vejen, trafikken generede jo ikke meget dengang.

Vi spillede også med lerkugler, og til sidst fik vi en slags marmorkugler, det var bare sagen at kunne vinde dem ved at ramme med sin egen kugle, så man vandt en flot en af den nye slags.

Så spillede vi "Antonius" over hustaget, og greb man så bolden, skulle man om på den anden side og se at ramme en modspiller.

Om søndagen gik vi tit ud på Kragebjerg og legede. Det var alle tiders bakke, når vi legede at trimle "tyk Maren:'

Vi holdt om hinanden to og to og rullede så ned ad bakken. Det var jo igen, hvem der kom først ned uden uheld. Der var jo mange "kokasser" derude, der gik altid mange kreaturer i bakkerne hele sommeren, så det var ikke altid spændende at passere sådan en "kage." Til tider havnede vi i en enebærbusk, det var heller ikke rart, men vi elskede legen under megen hujen og skrigen derude i naturen. Vi spurgte jo pænt om lov og fik aldrig nej af Chr. Vestergaard, men vi måtte endelig ikke glemme, at lukke ledet efter os, sagde han altid.

Far lavede selv "møntørv" til tagryggen, når vi fik lagt nyt stråtag på, det varede længe, over mange år. Men der var ingen knurren, der måtte vi skam også hjælpe til, passe tækkemand op, sidde indvendig og tage mod nålen, som fæstnede taget sammen. Det var hårdt ved fingre og arme, når man skulle stikke den flade tækkenål igennem ud til tækkemanden igen. Til sidst skulle der "mønes" som det kaldtes. Vi havde jo bakker nok at lave "møntørv" på. Det skulle helst være noget godt sammenvokset græs med lidt jord ved. Det blev så stukket og skåret op i lange stykker, så det passede til tagryggen, det skulle gå et stykke ned på hver side af tagryggen. Det var hårdt at få dem firet op på taget, så skulle der godt nok hjælp til, der var jo altid løs hjælp at få i byen. Jeg tror det var i 1945 stuehuset blev tækket, uha, som der så ud i haven og på gårdspladsen af gammelt tag, det var bare en stor omgang at få det væk.

Det hørte også med til byen i gamle dage, at der af og til kom en af landevejens farende svende ind og bad om mad og husly for natten. Far sagde aldrig nej, men de måtte pænt tømme lommerne for tobak og tændstikker. Så sov de oppe på loftet over kostalden. Når de gik på valsen næste dag, fik de deres tobak, og mor smurte en madpakke til dem. Det rygtedes jo, hvor de fik lov at overnatte, så det var tit, der kom nogen og fik natlogi. Da vi fik mit hjem i 1954, var det stadigvæk brugt, så kunne jeg fortsætte med den samme tradition, der var jo nogen, der kom år efter år, og Ejner og jeg kunne vel ikke sige nej til dem, de sølle mennesker. Men midt i tresserne ebbede det ud, det var også godt nok, jeg var ikke altid tryg ved at have liggende gæster af den slags, de var jo ikke altid lige ædru og ærlige.

Så kom den tid, da man skulle gå til konfirmationsforberedelse i Nørbæk præstegård. Vi gik for det meste derned, særlig når sneen havde lukket vejene. Sommetider kom vi for sent, så stod pastor Eriksen i døren og tog imod os og sagde altid: "Jeg troede ikke, I kom i dag:' Når det var rigtig slemt med kulde og frost, så havde præstefruen skam varm chokolade til os, eller en slags kakao, men det var bare dejligt at få varmen, og det var somme tider langt hen på eftermiddagen, inden vi var hjemme igen.

Jeg blev konfirmeret den 4. april 1937 i Nørbæk kirke. Der var ikke mange gæster den dag.

Far og mor fejrede sølvbryllup den 8. maj 1937, og dagen efter deres fest, var naboer, og dem som havde sendt telegrammer og smågaver til min konfirmation inviteret til spise og kaffe i forsamlingshuset. De fik plukkød, det var rester fra dagen før.

Når festen var forbi, stod hele flokken og sorterede - hvis var nu hvis - der var knivtøj, som havde samme mønster, så det var ikke altid let at få det hele til at passe til samme mærke / nr. - igen.

I januar 1945 hjalp jeg til i forsamlingshuset ved et bryllup. Den dag brylluppet skulle være, blev der så frygtelig et vejr, storm og kulde. Vi kunne bare ikke komme udenfor, så derfor blev brylluppet udsat i tre dage. Jeg husker, at der var så mange i sving for at åbne vejene, også dem efter Nørbæk, da nogle af gæsterne skulle komme fra Glenstrup.

Men der blev godt nok travlt med at forberede maden anden gang. Da vi kom i "salen", var alting bundfrossen, der var frygtelig koldt, vi frøs. Melbollerne var ødelagt, der skulle laves nye. Den gang kunne boller ikke tåle at fryse. Der var meget andet, der havde taget skade, men vi nåede det hele i kulden.

Der frøs også meget hårdt den dag, brylluppet blev gennemført. Den første gang havde vi pyntet i kirken, men det hele var bare ødelagt, så vi lånte potteplanter af fru Dueholm til at sætte op i korbuen, men kirken kunne ikke fyres op, så de frøs også. Det var så flotte aspedistre, men de blev aldrig til blomster mere.

Men alting gik bare ikke som det skulle. Brudgom og gæster kom kørende i slæde fra Glenstrup, og da de kom til Nørbæk, kørte de forkert nede ved Niels Villadsen og endte vist efter Sibirien, men kom da tilbage igen og fortsatte til Læsten, men var jo blevet noget forsinkede.

Vi havde det også svært i kirken. Pastor Eriksen ville hjem, inden det blev helt mørkt, han var jo også kommet kørende i kane til Læsten. Vi måtte ud i våbenhuset og tale ham fra at tage hjem, men det var svært at blive ved med at holde på ham.

Der var også rigtig koldt i kirken, der blev jo fyret med tørv - det hele var bare kaos. Jeg husker ikke, hvor forsinkede de var, brudgom og familie, da de kom, forfrosne og forkomne, men ventetiden er jo altid lang.

Ejner var den, der havde det allerbedst. Han passede dyrene i hjemmet og tog sig af de heste, der var spændt for kanerne. Der er jo altid lunt i en fyldt stald.

Da festen var forbi, og vi var færdige i forsamlingshuset, gik vi ud til Skindbjerg, hvor vi boede. Da vi kom hjem frøs det 32 grader. Jeg glemmer det aldrig. Jeg fik forfrysninger i ansigtet og det ene øre. Det var en slem oplevelse. Det var en drøj og meget kold bryllupsdag for os alle.

Ud at tjene

Den 1. nov. 1938 havde jeg fået plads i Vorning hos frisørparret Michael og Emma Flarup. Flarup tog også ud og spillede til baller og fester. Det var alle tiders plads. Jeg manglede aldrig gæster i køkkenet, alle kom ud og hilste på pigen, sådan var det bare derhenne. Men der var ved at være mangel på alting på grund af krigen. Når jeg bagte, var der altid en eller anden, der lige skulle smage. Til jul var det helt galt, de brune kager slog ikke til, så der måtte en portion mere til, men pyt, jeg havde fedtstof nok. Aldrig har jeg ordnet så stor en gris, som den vi fik ude fra Blikshøj, Michaels barndomshjem, uha, det flæsk og fedt. Jeg kan huske, jeg brugte megen havregryn i opskrifterne, som jeg havde med hjemmefra, mel var også ved at være rationeret. Jeg fik lov at købe henkogningsglas, og det blev meget vellykket med medisterpølse og karbonade. Det havde de aldrig fået før, børnene elskede det.

I Randers var der en dygtig husholdningskonsulent, der hed Anna Larsen, hun var ude i Læsten og undervise i madlavning og bagning, og disse opskrifter fik jeg med hjemmefra.

Det år var der bare en hård vinter, fra december og indtil I. maj 1939 havde vi ikke vand i hanerne, rørene var frosne i byen. Der skulle bruges meget vand hver dag hos os, men de var flinke til at komme med vand ude fra Michaels hjem, ellers kørte jeg med slæde ned i byen og hentede vand et sted, det gjorde alle. Det var bare en drøj vinter, til tider omkring 30 graders frost.

Sommeren 39 rejste jeg hjem igen, de kunne ikke undvære mig, jeg skulle jo hjælpe til i mark og stald. Michael bød mig mere i løn, men far sagde: "Vi kan ikke undvære dig i sommermånederne, dermed basta!" Sådan var det bare.

Den første nov. 1939 rejste jeg til Ørrild ved Fårup til familien Dinesen. Der malkede jeg morgen og aften sammen med madmor, Jensine Dinesen.

Det blev igen en hård vinter, sne og kulde det meste af vinteren, frostgraderne sneg sig igen op til 30-35 grader, og meget sne på vejene. Det var hårdt, men det var rart om morgenen at komme ud i kostalden, der var altid lunt.

Vi var 10 daglige personer, så der var meget at ordne. En gang om ugen fik vi stuvede kålroer, det var hårdt at få dem skrællet og skåret i små terninger, vandet frøs. Når vi havde fri en søndag, så var det tit, toget ikke kørte, Mariager-Fårup-Viborg, alt var bare lukket. Snefogederne havde travlt, det var næsten dagligt, at de måtte ud og hyre mandskab på ejendommene. Det var en vinter, som aldrig glemmes.

Men det blev jo forår igen, og alting blev atter grønt. Men pludselig en morgen vi sad og malkede - den 9. april 1940 - skete det frygtelige, luften var et virvar af tyske flyvemaskiner. Hver gang vi var henne og si mælk op, skulle vi hen i stalddøren og kigge ud på det, som var ved at ske rundt om os. Det varede længe, inden vi var færdige med at malke den dag, og inden vi gik ind, var den første flyvemaskine faldet ned oppe ved Purhus.

Da vi havde spist, skulle karlene jo skynde sig op og se det. Men de kom snart tilbage, de var blevet stoppet på vejen af tyske soldater og fik besked på at forsvinde hurtigst muligt, alt var spærret af.

Den 1. maj 1940 var jeg hjemme i Læsten igen for at hjælpe mine forældre indtil d. 1. nov. 1942, da jeg fik plads hos gartner Pedersen i Hornbæk, men var der ikke så længe. Sagde pladsen op d. 1. marts '42, da jeg skulle hjem og giftes. Den 30. marts 1943 blev jeg gift med Ejner Mikkelsen fra Grensten, han havde købt Skindbjerg af min bror, Aage Pedersen, så det blev vort første hjem.

I 1941 blev der ellers røre i den lille landsby. Entreprenør Andersen lejede fars mose, Tuekær, for at fabrikere tørv til Randers elektricitetsværk, så der blev liv i alle moser, hvor der var tørvedynd, som kunne bruges. Der blev bygget små træbarakker til arbejderne, som kom fra Randers og omegn. Jeg fatter ikke i dag, at de kunne være der, enkelte havde tre børn, og dem, som var skolepligtige, gik i skole i Læsten om sommeren, så der var fuldt hus i landsbyskolen.

Vi arbejdede begge to dernede. Ejner kørte dynd ud på pladsen, det var "kløser" med fem tørv i hver, som så blev skåret på pladsen. Der var jo flere vogne i gang, en tid var det næsten i døgndrift, det sidste hold blev ved til kl. 11 om aftenen. Jeg tror det første hold begyndte kl. 5 om morgenen. Der var 3-holdsskift i løbet af dagen. Alle, som kunne undvære heste og mandskab, arbejdede i mosen.Jeg rejste tørv i flere år. Vi var mange koner, unge piger og enkelte herrer, så der var liv og glade dage. Men det var utrolig hårdt arbejde, somme tider kravlede vi, ryggen kunne ikke holde til det, så det var drøjt, når vi skulle hjem. Man var heldig, så længe cyklen med det faste gummi holdt til de opkørte veje, der var jo ikke dæk at få, så der blev bundet "hyssingstrik" eller hvad vi kunne få at binde om, når det hele var slidt op. Jeg gik tit derned, hvis man ikke var heldig at komme med en tørvebil, hvis man stod og ventede ved brugsen. Det var ikke let at cykle på grusvejen ned til mosen, hver gang der kom grus på, varede det ikke længe, inden det var de rene sten og skærver i sporene igen. Det glemmer man aldrig, at cykle på den vej, det var bare svært, og så de dæk, man havde tilligemed, der var jo ikke nyt at få, men det gik jo også.

Der var jo en masse biler hele tiden. Der var mange Randers vognmænd, som ikke bestilte andet end tørvekørsel. Der var ikke andet end generatortræ at fyre med i deres kakkelovne på bilerne, så det var somme tider svært at komme op til Læsten by med fuld læs, så de skulle altid ud at fyre, inden de kom op på landevejen.

Skulle man en tur til Randers, kunne vi altid stoppe en lastbil, vi kendte jo chaufførerne, som kørte til daglig, det hele var som en stor familie. Når jeg så var færdig med at handle i Randers, gik jeg bare op på værket og kom så med en bil tilbage til Læsten.

Der var altid liv og glæde i mosen, det var et eldorado for alle de børn, far og mor var der jo altid. Det var en stor familie, børnene legede med hinanden, næsten ingen tøj på, når der var varmt, men der var jo heller ikke andet end et vaskebræt og en balje ude i Guds fri natur og en lille brændeovn at lave mad ved og koge tøj på. Jeg husker, der var ringe, der skulle tages af, og så blev der fyret med træstykker og tørv, så det var med at spare på tøjvasken.

En gang om ugen kom der en bager, så var der kø ved bilen, alle skulle hen og handle, men der var jo ration også på det område.

Det blev der skam også på elektriciteten, vi havde bare små Watt pærer i, og når vi skulle tærske, var det ikke altid let at få det til at køre, der var simpelt hen ikke strøm nok. Det var altid værst om efteråret, når det sidste hold tørv ikke blev tørre. Men de havde også brunkul at fyre med ude på værket. De kom fra Søby brunkulslejer. Chaufførerne derfra var også flinke til at tage os op at køre, hvis vi stod oppe ved landevejen. Der var jo mange om budet, så der var en livlig trafik, altid af lastbiler med brændsel til værket.

I 1946 begyndte far selv at fabrikere tørv, han syntes ikke rigtig det kunne fortsætte med entreprenøren. Ejner blev så ved far, men jeg stoppede med at arbejde dernede, da vi blev forældre den 30. sep. 1946.

Jeg tror nok, tørvegravningen stoppede i 1951 - der var simpelt hen ikke mere tørvedynd i vores mose, så der blev en stor sø. Den kunne så senere bruges til at fiske i, så byens børn til tider kom hjem med fisk. Så var middagsmaden reddet den dag, og børnene var stolte over fangsten.

Dilettant

Vinteren 1944 var vi begge to med til at spille dilettant. De første gange skiftedes vi til at læse ved hinanden, vi, som var med på holdet, og de sidste gange i forsamlingshuset. Når vi så mødtes der, blev vi inviteret forskellige steder i byen til kaffe. Vi manglede aldrig tilbud, alle syntes det var så hyggeligt, når vi troppede op hele flokken, kaffetørstige og forfrosne. Der var altid koldt i salen, vi havde jo ikke andet at fyre med end tørv, og der skulle mange til i så stort et lokale.

Det første stykke, vi spillede hed Gorm den Gamle, alle tiders stykke. Der blev solgt 300 billetter, igen alle af hus, og de kom fra andre byer, der var jo ikke så mange forlystelser under krigen. Vi har begge to været med til at spille dilettant flere gange.

Gymnastik

I flere år gik jeg til gymnastik. Vi begyndte i skolens gymnastiksal, piger og gifte koner sammen, så kunne der altid blive et pænt hold. Karlene havde også gymnastik i skolen. Så var der opvisning i forsamlingshuset, igen mange tilskuere, det var bare skønt med det sammenhold. Vi havde Kirstine Thøgersen som leder, og senere var det en tid Vera Frandsen, Viggo Frandsen ledede karlene.

Foredrag

Der blev oprettet en foredragsforening i byen, det var vist i 40-erne. Jeg kan ikke huske de forskellige, men en gang var det pastor Bjørnbak fra Randers. Han spiste hos far og mor, og skulle også sove der om natten. Men det var lige ved, at han ikke kom derud. Han gik jo til rutebilstationen og skulle med den sidste tur herud af, men der var så mange mennesker i bilen, den sidste stod lige inden for døren på trappen. "Jeg kan ikke have en mere med," sagde Ulstrup, men så tilbød smeden, Jens Sørensen i Læsten, at han gik ud og tog med toget til Fårup, og så kom pastoren med til Læsten. Smeden måtte så gå fra Fårup og hjem til Læsten, så det var sent, inden han var hjemme. Det var en lang spadseretur for ham.

En anden gang var der en fra Sønderbæk, som der heller ikke var plads til i bilen. Han kravlede op på taget mellem alt det gods, der var deroppe. "Jeg skal hjem," sagde han. Han kom velbeholdent til Sønderbæk, men frøs, det varede jo længe den gang, det gik ikke så stærkt.

Ulstrup døjede til tider med at komme op ad Over Fussing bakken. Han måtte ud at fyre i kakkelovnen i rusk og regnvejr, i sne og kulde. Han havde altid taget fyldt med pakker. Hvis man gik til landevejen for at tage imod en pakke, blev man bare ked af at vente. Ulstrup var altid forsinket. Var der ingen til at tage imod pakken, blev den bare sat af i vej siden, og der stod den, til den blev hentet. Jeg mindes ikke, at noget er blevet stjålet.

Ulstrup kørte meget med varer til forretninger på ruten, halve grise blandt andet og oksekødspakker, ja, det var en svær tid med mange ting under krigen.

I 1951, tror jeg det var, solgte Ulstrup sin rute til Mariager-Fårup-Viborg jernbane. Min bror Aage Pedersen fik jobbet, som chauffør på ruten.

En nat lige inden krigen sluttede, blev jernbaneskinnerne skudt i stykker ude mellem Læsten og Sønderbæk. Det var jo nok en modstandsgruppe, der gjorde det, for tyskerne var begyndt at befordre materiel ad Mariager-Fårup-Viborg banen, men skinnerne kunne ikke holde til det pres. Det gik så langsomt, og på hver side af sporet gik altid en soldat foran. Fra Sønderbæk til Læsten døjede de med at komme frem, der var så mange vogne efter hinanden. Men med sprængningen blev det stoppet.

Da vi rejste fra byen i 1974, blev der stadig holdt høstfest i Læsten, og det fortsætter vist endnu, måske på en anden måde, man skal jo følge med tidens sæder og skikke.

Hvert år, når Læsten brugs holdt den årlige generalforsamling, var alle medlemmer inviteret til fest med fælles kaffebord og dans bagefter. Igen kom alle byens beboere, og alle morede sig til langt ud på natten.

Det var jo ikke så rart for dem, som skulle til Vesterland eller Norre, det var en lang vej at gå oven på sådan en fest, det var ikke altid let at finde sin egen matrikel, men det var bare en fest, som alle så hen til med glæde.

I mange år var det Michael Flarups orkester, der spillede, og dengang var der ikke sat tid på, når der skulle slukkes og lukkes i forsamlingshuset.

Da vi kom til Læsten i 1954, fortalte Jens Vestergaard, at stuehuset var 125 år gammelt. Da det blev bygget, blev det gamle pillet ned, og hvad der kunne bruges, blev opført igen til en længe, hvor der var vognport, hønsehus og tørvehus m.m. Det var jo egestolper og lerklinede vægge. Men en dag omkring 1960, da efterårsstormen rasede, kunne længen ikke stå mere. Det knagede og bragede, og hønsene var panikslagne, de løb rundt og gemte sig. Ejner var ikke hjemme, han var til møde i Randers. Det var ikke rart at møde det syn, da han kom hjem, alene at få det gamle stråtag samlet sammen. Det var bare en slem forskrækkelse, jeg havde det ikke godt længe efter.

Der var også en gammel bageovn i bryggerset, den havde vist ikke været i brug i mange år til andet end affald og hønsereder. Hønsene ville ind og lægge æg i ovnen. Hvis mor lukkede døren, stod de på spring, når den blev åbnet. Hvor længe det stod på, husker jeg ikke, men deres kaglen, når de havde lagt æg, det mindes jeg endnu, det gav en mærkelig genlyd i bryggerset.

Da vi kom hjem i 1954, var ovnen taget end, og der var blevet lavet toilet. Det var så svært at få ovnen ned. Den var buet og med en stor låge, der var delt i midten. Den var blevet så kompakt efter at have været i brug i så mange år.

Vi havde også åben skorsten over komfuret i køkkenet i flere år. Der lå en plade i hullet. Når så skorstensfejeren kom og fejede den for aske, og hvad der sad på siderne, blev der sat en kasse på komfuret, og der blev åbnet en lille låge, så affaldet kom ned i kassen. Det var bare en slem omgang. Alt i køkkenet blev dækket til, men den lugt af varm aske og fint støv, det var forfærdeligt hver gang skorstensfejeren havde været der. Jeg husker ikke, hvor mange år det varede, inden en helt ny skorsten blev muret op, og en kanal blev lavet ved siden af komfuret med en renselåge til affaldet. Det var svært med mange ting, de første år vi boede i Læsten.

Jeg er godt nok ikke glad for at skrive om rotter, da jeg har set, hvordan de kan ødelægge alting, men Læsten var bare invaderet af rotter, da vi kom til byen. I laden rumsterede de om aftenen, især rundt omkring kværnen, der var jo altid spild af grutning og affald sådan et sted.

Far var jæger, så han havde forskellige skydevåben, riffel eller hvad de nu hed, og så sad Karen og Aage der om aftenen og skød rotter. Det var jo altid spændende om morgenen at se, hvor mange rotter, der havde måttet lade livet. Aage lagde dem altid i rundkreds, Karen i række og geled.

Det var uhyggeligt med alle de dyr. Det varede flere år, inden de blev udryddet. Det var næsten umuligt, pludseligt var de der bare igen. Jeg tror, det var over hele byen, de døjede med at komme dem til livs.

Jens Vestergaard vidste besked om mange ting, det var jo hans barndomshjem, han boede i, og det havde været i familiens eje flere hundrede år tilbage. Det var også ham, der fortalte om en gammel Randers landevej, der gik neden om Kragebjerg og fortsatte syd om Rosenbak, op over vores hede, ud over Vesterland, hen forbi Lundgård og de nedre gårde i Hammershøj og videre efter Viborg. Gammel "Rajs-Daal", stude-og træksti, sagde han den hed.

Hvornår den så er flyttet op til Læsten by, hvor den gik mellem Hamborggården og vores mark, er der måske andre, der ved. Men så i 1850-erne blev den landevej, som er i dag, anlagt et lille stykke mod nord, og i 1920-erne blev de tre statshuse opført på jord, taget fra gården. Det var jo sket det hele, da vi kom til Læsten, så det vil sige, at Ladehøjgård har været involveret i tre veje, som er taget fra den. Vejen over heden må ikke nedlægges, heller ikke den neden for Kragebjerg. Sådan er det bare.

Den 1. maj 1954 købte vi mit barndomshjem, og mine forældre købte hus i byen. Så kunne man igen tage en tur over stenbroen, når vi skulle i stald og lade, jeg var jo vant til turen fra barndommen. Så oplevede man igen den hjælpsomhed fra alle sider.

Den 3. juli 1954 blev vi igen forældre. Så mærkede man igen sammenholdet, naboerne kom og hjalp mig, hvis det kneb. Manglede vi en barnepige eller hjælp på anden måde, så var hjælpen altid nær, ikke mindst i høstens tid.

Igen den 7. marts 1960 blev vi forældre, det blev til 3 børn, Erling, Karsten og Jonna, som alle tre fik deres opvækst i Læsten mellem bakker og dale og naturen lige uden for, som jeg selv oplevede i min barndom.

Erling begyndte sin skolegang ved lærer Dueholm, som jo også havde været min lærer, men det var kun kort tid, for Dueholm holdt op på grund af alder og flyttede til Randers. Så blev lærer Holger H. Jensen ansat, og med ham blev der jo indført andre skikke ved skolen.

Lærer Jensen var i Læsten fra 1954 til 1961, så søgte han stilling på en skole ved Holstebro, og Læsten skoles elever kom så til Sønderbæk. Skolen i Læsten blev solgt til andet formål.

I 1974 solgte vi ejendommen til Per Kramer og købte hus i Hjorthede, da helbredet ikke kunne holde til landmandslivet længere. Men så har jeg også været med til at høste og køre korn ind, lige siden jeg var barn, så det blev til mange år.

Vi begyndte med le, så slåmaskine, og da vi flyttede hjem i 1954, var det selvbinder, men Ejner blev ved med at høste det første skår med le, så jeg bandt stadig væk neg til ca. 1968. I 1971 var første gang, vi fik vores korn mejetærsket, det var bare nemt. De sidste år døjede jeg med ryggen, så fik jeg lov at stå ved brættet og putte neg i tærskeværket. Men den dag, vi skulle have det sidste lag gennem maskinen, lærte jeg aldrig at blive fortrolig med. Der var mange mus, af og til også rotter, det vrimlede med musereder, både nøgne og lidt større mus. Det var ikke altid let.

Men derimod at gå i stalden om aftenen og sidde ved en so, som skulle fare, og hjælpe de nyfødte grise hen ad vejen i starten, det var bare en oplevelse for mig, hvis da ikke soen fik mig til at forsvinde over rækværket i en fart, det kunne ske. Søer var ikke altid lette at have med at gøre, men det er vi mennesker jo heller ikke altid.

Vi flyttede til Tuekærvej i Hjorthede og havde 20 gode år der. Igen fik vi alle tiders naboer. Ejner måtte mange gange på sygehuset, så manglede jeg lidt hjælp, var de der bare for at hjælpe.

I 1994 måtte vi give op. Kræfterne slog ikke til længere, der var en stor have at passe. Men sådan er livets præmisser, det må vi bøje os for.

Så flyttede vi til Hammershøj i en andelsbolig, og der faldt vi ret hurtigt til.

Men i sommeren 1998 sov Ejner stille ind på Viborg sygehus, 81 år gammel, efter et stræbsomt og virksomt liv, og han ligger begravet på Læsten kirkegård.

Erindringer og slægtsbøger

 

Slægtsbog over Niels Andersen Hjulmand, gårdmand på Læsten Hovgaard, født i Læsten i 1827, død i Læsten i 1900, og hans hustru Maren Christensdatter, født i Læsten i 1832 og død i Læsten i 1904