Fortidsminder

 Fortidsminder

I de 10 sogne: Asferg - Fårup - Nørbæk - Sønderbæk - Læsten - Bjerregrav - Ålum- Kousted - Gassum og Spentrup, der udgjorde Purhus kommune, er der mange fortidsminder, hvilket vidner om, at området har været beboet i flere tusinde år.

En hel del af det følgende stammer fra et hæfte om fortidsminder, som arkæologistuderende Flemming Winther Larsen i 1983 udarbejdede for Lokalarkivet.

Oprindeligt har der i Lokalarkivets område været 473 gravhøje, hvoraf 306 er sløjfet eller ødelagt, blandt andet fordi de sten, der indgik i opbygningen, er anvendt ved vejanlæg og baneanlæg.  Der er således 167 høje tilbage. I det følgende er der billeder og/eller beskrivelser af nogle af de bevarede høje.

Alle de 10 sogne har en landsbykirke fra før reformationen. Det medfører, at de er fredede. Ud over oplysningerne på denne side kan der findes beskrivelse af de enkelte kirker på sognenes hjemmesider.

Der er fundet flere runesten i området. Nogle af dem er placeret i tilknytning til kirkerne, mens andre findes på Museum Østjylland i Randers eller på Nationalmuseet. Lokalarkivet har fotografier og dokumenter med tilknytning til fortidsminder, men ingen fysiske genstande. Fundne genstande befinder sig som runestenene på Museum Østjylland eller på Nationalmuseet.  

De følgende oplysninger og fotografier er opdelt på sogne. De tegnede sognekort stammer fra det anførte hæfte.

ASFERG SOGN

Rolighedsvej 17 A

Asferg

8990 Fårup

 

Tlf. 86 42 57 37

 

Åbent hver torsdag

13:00 - 17:30

 

E-mail:

lokalarkivpurhus@

gmail.com

 

 

 

 

OBS! Vi er altid interesseret i at modtage gamle fotografier, papirer og gode historier.

 

 

Copyright© 2008

Purhus Lokalarkiv

 

 

 

Opdateret 14.06.2016

Dandiget er en såkaldt folkevold fra den tidlige jernalder omkring år 0. I dag er der bevaret en ca. 1,2 km lang strækning af det jordopbyggede dige, der er indtil 2 meter højt. Diget ligner i dag mest et højt skeldige mellem de opdyrkede marker. Diget danner nu sogneskel mellem Fårup og Asferg sogn, og i østenden udgør det grænsen mellem Ejstrup og Asferg bys jorder.

Dandiget har fået sit navn efter sagnkongen Dan, der skulle være faldet her i et stort slag. Samme konge tilknyttes adskillige andre fortidsminder - især gravhøje - i Danmark, hvorfor der er tale om et såkaldt vandresagn.

Hvilken funktion volden har haft i jernalderen vides ikke med sikkerhed. Dandiget og tilsvarende lange jordvolde kendes fra flere steder i Jylland, og det kan formodes, at de markerer grænserne

mellem de gamle territorier som jernalderens stammesamfund opdelte landet i. Selvom der andre steder er fundet spor efter et palisadehegn på toppen af volden, egner folkevolde som Dandiget sig næppe som egentlige forsvarsværker. Folkevoldene ligger som regel strategisk i landskabet tæt på vådbundsområder og på steder, hvor landskabet koncentrerede færdslen. Det er også sådanne ting som bl.a. afspejles i nutidens administrative sogne og herredsskel.

Dandiget er ingen undtagelse. Diget afspærrer en ca. 1,5 km lang nordvendt bue af Kåtbækken fra syd for Ejstrup og til Purhus. Ca. 2 km vest for Purhus har Kåtbækken sit udløb i Skals å. Forløbet kan ses på dette gamle kort. Den vestlige del af diget var på det tidspunkt ødelagt ved anlæggelse af vejen fra Purhus til Ejstrup og af en smedje og smedens hus.

Den del af diget som er bevaret i dag, ligger nu øst for motorvejen ved Purhus. Diget ses fra motorvejen, men opleves bedst fra den nu afskårne Ejstrupvej. Motorvejen blev ført igennem, hvor diget i forvejen var ødelagt af den nævnte vej og af smedens hus. Den nuværende del af Dandiget set på dette kort. Fotografiet herunder findes på lokalarkivet. Det viser diget med bevoksning og med en kornmark helt op til diget. En artikel om Dandiget, skrevet af Anna Klausen, kan læses under Asferg.

Ikke langt fra Dandiget ligger den idylliske Ejstrup Møllegård, en gammel vandmølle, der blev drevet af opdæmmet vand fra Kåtbækken. Hvornår den første vandmølle er opført, vides ikke, men i 1688 hed mølleren Morten Jakobsen.

 

Stigbordet ved Ejstrup Mølle.

Ejstrup Møllegård 1971.

I 1795 sløjfede man en gravhøj på møllegårdens marker og førte en stor sten til møllen, hvor den skulle tjene som dørtrin. Det viste sig at være en runesten. Den kom i 1829 til Nationalmuseet, hvor den står i runehallen. Indskriften lyder: "Thorger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mulle -- meget --"

Nord for Ejstrup Møllegård ligger Kåthede, som tidligere var et hedeområde, men nu er opdyrkede marker og skov. Her ligger Kåtstenen, der som andre store sten har forskellige sagn om oprindelsen. Men hvor sandheden nok er, at den er ført hertil med isen. Den store granitsten er 1½ m høj, 3 m lang og 2 1/4 m bred.

Ifølge kilder har der i Asferg sogn været i alt 84 gravhøje, som formentlig dækker perioden fra yngre stenalder til vikingetid. Så der har været bebyggelser i området i meget lang tid. Af de mange høje er der kun bevaret 20. På Kåthede var der 100 år siden 31 gravhøje, hvoraf 9 er bevaret. Fra Kåthøj er der en glimrende udsigt mod det nu opdyrkede hedeareal. Lidt øst herfor ligger Uglknold, som er en af de 4 tilbageværende høje af i alt 20. Mellem Kåtrup og Asferg har der været en gruppe høje, hvoraf kun Ashøj, der ligger vest for vejen, stadig findes.

Ashøj 2014.

Ørnbjerghøj.

Asferg Kirke er en romansk kirke fra 1080 bygget i angelsaksisk-normannisk byggestil. Arkitektonisk ses det tydeligt i søjlerne og buen over indgangsdøren samt i triumfvæggen ved indgangen til koret. Vi kan derfor drage den slutning, at når vikingerne har været på togt til England, har de dér mødt den kristne tro og er blevet påvirket og efterfølgende taget kristendommen med tilbage til Danmark. På randersegnen er Råsted og Virring kirker i samme byggestil.

Det helt unikke ved Asferg Kirke er, at den i modsætning til de mange andre romanske kirker - ikke mindst fra 12-1300-tallet - er med oprindeligt tårn! Den nuværende tårnafslutning er fra år 1800. Byggematerialet er frådsten (kridt), et materiale, man benyttede før kampestenskirkerne.

Asferg kirke 1933.

Våbenhuset er en sengotisk tilføjelse i to stokværk fra omk. 1500. Det mellemliggende bjælkelag er nu fjernet - vel af hensyn til den imponerende indgangsportal - og fremtræder med en kolossal højde - understøttet af de to gigantiske dobbeltsøjler, der blev indsat ved restaureringen i 1998.

I våbenhusets østmur er indbygget et sandstensepitafium, en gravsten, der tidligere har ligget i våbenhusets gulv, hvorfor teksten desværre er slidt bort. Dog anes navnet Ejstrup Mølle. På vestmuren hænger en langfredagmonotypi af Peter Brandes fremstillet i Santa Barbara i USA. Den indvendige udsmykning af kirken er udført af kunstneren Erik Heide omkring 1991.

 

Se mere om kirken på dette link.

FÅRUP SOGN

På den højderyg, der danner skel mod Kousted sogn, har der oprindeligt ligget 12 gravhøje. Nu er der 4 tilbage. Og ved skellet til Asferg sogn lige syd for Dandiget, har der ligget 5 høje, som alle er forsvundet. Ved Fårup Plantagevej ligger 2 høje, der fortsat er bevaret. Det er Møllehøj og Katrinehøj.

Møllehøj 2014.

Katrinehøj.

Vest for Ørrild har der ned mod Skalsåen ligget en stenalderboplads, som endnu ikke er udgravet, og på et lille næs ud mod Skalsådalen er fundet en boplads fra ældre stenalder.

Ved Pilevænget 8 har man i 1980erne udgravet 3 grave fra romersk jernalder, og i forbindelse med anlægget af motorvejen blev der i 1990 fundet en grav ved Fårup Plantagevej 5. I 2009 blev der ved anlæg af Butikstorvet fundet spor efter en landsby fra slutningen af førromersk jernalder og ældre romersk jernalder, det vil sige århundrederne omkring Jesu fødsel. Der er tidligere i Fårup fundet bosættelsesspor og grave ældre romersk jernalder (500 f.kr. - 375 e.kr.). Der er også fundet 2 halsringe af bronze, så området har været beboet lige siden ældre stenalder.

Kor og skib i Fårup kirke er opført i romansk tid af kridtstenskvadre og enkelte granitkvadre. Skibet er blevet forlænget i romansk tid. I sengotisk tid fik kirken tilføjet tårn, som blev nedrevet i 1742. Våbenhuset er ligeledes fra sengotisk tid. I samme periode fik kor og skib indbygget hvælv. I korbuen er kalkmalerier, der kan dateres til 1225-50. Døbefonden er af granit med dåbsfad fra omkring 1575. Prædikestolen er fra 1634. I kirken ses et epitafium i akantusbarok fra o.1700 over rådmand Niels Jensen Schiøtt og hustru Else Klog. Altertavlen fra o.1900 har et maleri efter Carl Bloch.

Fårup kirke på et postkort fra før 1907.

NØRBÆK SOGN

I Nørbæk var der ved registreringen i 1893 i alt 9 gravhøje, men senere er 2 af dem forsvundet, således at der nu er 7 tilbage. Desuden rummer sognet en langhøj, Havredaas eller Haversdaas, og den eneste bevarede jættestue i lokalarkivets område. Begge ligger lige nord for Hammershøjvej.

Haversdaas er et imponerende anlæg, der måler 100 m i længden, 15 m i bredden og op til 3 m i højden. Den er opbygget af ca. 2.200 m3 græs- og lyngtørv. Langhøjen, der ligger 64 m over havet, er endnu ikke udgravet. Jættestuen, der stammer fra perioden 3.000 - 2.800 f. Kr. består af 7 bæresten og 1 dæksten. Som det kan ses på dette ældre foto, ligger dækstenen ikke mere, som den oprindeligt har gjort. Nord for disse anlæg ligger Præstehøj. Navnet skyldes muligvis, at den ligger på en mark, der tidligere hørte til præstegården. Ved Skovagervej ligger 3 høje ud af oprindeligt 7.

Ved Skalsåen i den nordlige del af sognet er der fundet flinteredskaber på 2 holme, så der må have ligget 2 stenalderbopladser. Disse er ikke udgravet. I en af de forsvundne høje fandt man i 1810 en urne med 3 stenknive fra bronzealderen, og i en anden høj fra samme periode blev fundet spænde, armring, pincet og andre ringe. I 1972 blev der udgravet en stensat høj fra Romersk Jernalder. Den indeholdt et lerkar.

I årene 1995 - 2004 blev udgravet i alt omkring 15 grave fra årene 0 - 500 (Romersk Jernalder) i en grusgrav på Aaledamgaard. Der blev fundet mange lerkar, heraf flere ret velbevarede, og et fint spænde af bronze. Karret på fotoet stammer herfra. Det måler ca. 30 cm i højden. Grusgraven indeholder flere grave. Men da disse ikke er truet af ødelæggelse, bevares de for eftertiden. På stedet var tillige en stor stenlagt plads. Pladsens formål kendes ikke. De nævnte fund viser, at der har været beboelse i sognet fra stenalderen og til nu.

Nørbæk Kirke, der er fra 1100 tallet, består af kor og skib fra Romansk tid, som er opført i granitkvadre. Våbenhuset ligger på nordsiden og var oprindeligt opført i bindingsværk, men er nu blevet erstattet af et i træ. Tårnet er fra slutningen af middelalderen og har formodentligt været højere, end det er nu.

Der er fundet spor af naive kalkmalerier med årstallene 1799 og 1811, men de er dækket til igen. Altertavlen, som blev restaureret i 1924, er et renæssancesnedkerarbejde fra begyndelsen af 1600-tallet med et nyere nadverbillede. Døbefonten er af romansk granit. Prædikestolen er fra midten af 1600 tallet med apostelbilleder. På kirkeloftet er der fundet et stærkt beskadiget krucifiks, som er ophængt i kirken.

Nørbæk kirke, ukendt år. Kirken med det nuværende våbenhus kan ses på siden for Nørbæk sogn.

SØNDERBÆK SOGN

I Sønderbæk sogn er der registreret 45 gravhøje, hvoraf kun 16 er bevaret. Af dem er kun én udgravet. Det er en høj fra ældre bronzealder, beliggende i Rejstrup. Den blev undersøgt i 1975, hvor der fandtes en centralt beliggende grav omkranset af 3 cirkulære stenkredse. Der blev ikke fundet oldsager i højen. Mellem Nørbæk og Sønderbæk ligger de 4 Viehøje (vie = helligdom) placeret 72 m over havet og med god udsigt i alle retninger. Nærmere mod Sønderbæk ligger Sohøj, som er den eneste bevarede af i alt 5 høje. Højene har indeholdt urner, som er gået tabt. Helt inde ved byen ligger Bofferhøj, som er bevokset med store træer.

Bofferhøj.

Sydøst for byen ligger 5 høje, kaldet Hørhøje. Højgruppen har bestået af i alt 15 høje, men de 10 er forsvundet.

Viehøje.

I Sønderbæk Kirke er kor og skib opført i romansk tid af fint tilhugne granitkvadre over skråkantsokkel. Ved koret og skibets hjørner ses udkragende, profilerede granitkonsoller, som formodentlig har båret et tagudhæng. Begge døre er bevaret med profilerede kragsten og buestik, syddøren er tilmuret, mens norddøren stadig er i brug. Tårnet er opført i sengotisk tid af genanvendte kvadre og teglsten. Våbenhuset er fra 1938. I våbenhuset er indsat en monolitoverligger i væggen, desuden ses en gravsten over Maren Mikkelsdatter (død 1669). Døren mellem våbenhus og skib er en gammel jernbunden dør. Kirken blev istandsat i 1938.

Kirken har fladt bjælkeloft. Den falsede korbue er bevaret med rigt profilerede kragbånd. Altertavlen er en katekismustavle fra 1620. Prædikestolen bærer årstallet 1634. Den romanske døbefont af granit har to par dobbeltløver med fælles hoved på kummen, det ene hoved gaber over en figur.

Sønderbæk kirke, ukendt år.

LÆSTEN SOGN

I Læsten sogn kendes til 16 gravhøje, hvoraf kun 5 er bevaret, og de er alle mere eller mindre forstyrret. Dette er dog ikke ensbetydende med, at sognet ikke har været beboet i oldtiden. Ved en høj på Skindbjerge er fundet en sjælden fibula (sikkerhedsnål) af bronze. Og ved anlæggelsen af Randers - Viborg Landevej i 1857-58 fandt man et stenkammer fra yngre stenalder. I en af de ødelagte høje blev fundet en pilespids, syl, kniv og pincet, alt af bronze. I mosen er fundet en del flintesager, og i 1961 fandt man et stort kranium af en urokse, som uddøde i Danmark omkring år 500 f.Kr.

Det betydeligste fund i Læsten er Danmarks største ravfund. Det blev gjort i 1837 i Tuemose af husmand A.C. Laurborg i forbindelse med grøftegravning. Fundet bestod af ca. 4.000 rørformede og gennemborede klumper af rav. Det har sandsynligvis ligget i en træbeholder og er henstillet i mosen som enten en offergave eller et depot, da mange af ravstykkerne ikke var forarbejdede. Det er formentlig sket i perioden 3700 - 3300 f.Kr. Fundet opbevares i dag på Nationalmuseet, hvorfra disse fotos stammer. Nærmere om dette fund kan læses i en artikel af Sonja Enevoldsen, der findes på siden om Læsten sogn.

Nogle stednavne viser også, at området har været beboet siden oldtiden. Det kan der læses om i en artikel om Stednavne, Oldtidsfund og Flora, skrevet af Anne Marie Kjær. Også den artikel findes på siden om Læsten sogn.

Læsten kirke er opført i slutningen af 1100-tallet i romansk stil. Våbenhuset og tårnet er tilføjet senere. Kirkebygningen er opført af granitkvadre over en skråkantsokkel. Trods betydelige omsætninger ses endnu skibets retkantede norddør med rundstavene i karmen, samt tre vinduer i koret mod øst og mod nord. Kirken blev grundigt restaureret i 1961.

Det spinkle tårn i vestgavlen er formet som en murpille, forneden af kvadre og foroven af mursten. Øverst er en blytækket lanterne af egetræ. Det nuværende tårn er fra 1881, hvor det erstattede et tårn af træ, hvis opførelsesår ikke kendes. Våbenhuset, der er pudset og hvidkalket, er formentlig opført i 1887. Forgængeren var opført i bindingsværk.

Altertavlen er et maleri i forgyldt ramme, der viser Kristus med Martha og Maria, signeret L.J. 1908. Kalk og disk, som er fra 1739, bærer familien Plessens våben. Døbefonden er udført i granit.

En af kirkens præster, Jesper Pedersen Lindholt, virkede i sognet i 67 år, fra 1604 – 1671. Han fik 21 børn med 2 koner.

Læsten kirke, ca. 1920.

ØSTER BJERREGRAV SOGN

Der har i Øster Bjerregrav sogn været i alt 8 gravhøje. Desværre er ingen af dem bevaret. Dog kan der anes sporene efter en langhøj øst for Kirkevej. Der findes dog andre ting, der viser at området har været beboet i oldtiden.

Udgravning af jernalderboplads 3. november 1998.

Ved kirken står to runesten, placeret øst for våbenhuset.

Sten 1 har teksten: ”Tove rejste denne sten efter Tomme sin mand, en (god) thegn. Han … Tvegge Hen”

Sten 2: ”Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin ægtefælle, en meget god thegn. Men Thord ristede disse runer.”

De to sten har sammen og hver for sig tidligere været placeret både udenfor og inde i våbenhuset. De dateres til sen vikingetid, sidst i 900-tallet. Den første oplysning om sten 1 stammer fra 1868, hvor den lå i våbenhuset under indgangsportalen som tærskelsten. Da den blev taget ud i 1884, viste den anden sten sig; den lå i jorden uden kontakt med fundamentet. Stenene er rejst af kvinder over deres ægtemænd, som begge har været thegner. Betydningen af ordet thegn er lidt usikker. Det har været en mand med magt og indflydelse i lokalområdet. Det kan have været en stormand eller måske en mand, som var knyttet til kongen og centralmagten som embedsmand eller officer. Stenene er ikke egentlige gravsten, men mindesten, som var sat for at blive set. De var placeret, hvor folk færdedes f.eks. ved samlingssteder, veje og vandløb. Hvor de to sten oprindeligt har stået, er ikke til at afgøre. De kan have været på den jord, hvor kirken senere er bygget, men kan også havde været et andet sted inden for sognets grænser.

I præstegårdshaven findes en skålsten fra bronzealderen. Det er en sten med kredsrunde fordybninger, der er tolket som soltegn, hellige ildtegn eller frugtbarhedssymboler. På en bakke nord for Holmevej ligger 4 stensatte grave fra ældre romersk jernalder (begyndelsen af vor tidsregning). Under tørvegravning i Bjerregrav Mose har man fundet 33 mønter, slået i Viborg, Aalborg og Randers af Knud den Hellige, ca. år 1085. I samme mose blev der i 1983 fundet en grube med to velbevarede skeletter af et barn og en voksen, sandsynligvis ofret til guderne omkring år 500 f.Kr. Skeletterne kan ses på Museum Østjylland i Randers.  

Kirken i Øster Bjerregrav er sikkert opført under den store bygningsperiode mellem år 1150 og 1250. Endnu før bygningen af stenkirken har der rimeligvis været en trækirke, måske bygget ovenpå eller lige ved et gammelt hedensk offersted. I århundrederne derefter er der blevet foretaget tilbygninger og ændringer, så kirken i dag fremtræder som en stor landsbykirke – traditionelt med kor i øst og tårn mod vest - godt 37 m lang, mere end 8,5 m bred og visse steder med 2 m tykke mure - med romansk apsis, kor og skib og med sengotiske tilbygninger fra perioden efter år 1400 – vestforlængelse og tårn, sakristi ved korets nordside og våbenhus udenfor syddøren. 

Det sengotiske vesttårn er overvejende af munkesten. Det er bygget i den sene middelalder i perioden mellem år 1400 og 1500, men det har sandsynligvis erstattet et ældre tårn, som er blevet opført i kirkens første tid. Våbenhuset er senmiddelalderligt. Kirken har saddeltag og er – med undtagelse af sakristiet og våbenhuset, der har tegltage – tækket med bly.

 

Inde i våbenhuset ses den jernbeslåede egetræsdør indfattet af den statelige portal med seks søjler. Søjlernes bund og top – terningbaser og kapitæler - er dekoreret med figurer og mønstre, hvoraf flere ikke ses andre steder. Der findes i Danmark kun 6 kirker med denne portaltype, alle liggende i et bælte, som mere eller mindre følger den gamle kongevej fra Viborg til Randers, hvorfor de også benævnes Viborggruppen. Den mere beskedne kvindedør på nordsiden er tilmuret. Fotos af de to indgange kan ses under Arrangementer.

På et tidspunkt blev skibet forlænget mod vest med overvejende anvendelse af kvadre og med endnu et rundbuet vindue i nordsiden. Skibet har bjælkeloft, basilikaloft. Prædikestolen er et tidligt renæssancearbejde og dateres ifølge en versalindskrift til 1591. Døbefonten er en enkel romansk stenkumme af granit uden dekorationer, og alle spor af den formodede oprindelige bemaling er forsvundet. Den kan sikkert dateres til kirkens ældste tid.

Øster Bjerregrav kirke var en af de 8 kirker, som Fussingø ejede. Herremanden fik kirketiender og landgilder mod til gengæld at vedligeholde kirkerne. Kirken overgik til selveje i 1916.

Øster Bjerregrav kirke, ca. 1905.

ÅLUM SOGN

Ålum sogn er meget rig på gravhøje. I Fussingøskovene er registreret i alt 50 høje, der alle er bevaret. Uden for skovene har der været i alt 17 høje, hvoraf kun 3 stadig findes. Disse tal viser klart, hvor stor betydning et skovområde har for bevarelse af vore oldtidshøje. Høje, der ligger på landbrugsarealer har været meget mere truede. Ved en rekognoscering i efteråret 1982 blev der registreret ikke færre end 24 hidtil ukendte høje i Fussingø Skovdistrikt. Ålum sogn rummer i dag 77 af de bevarede i alt 167 høje i lokal-arkivets område.

Umiddelbart vest for Ålum by blev der i 1870 sløjfet en mindre høj, der indeholdt et gravkammer med flere urner, som indeholdt brændte ben og genstande af bronze. Af andre fund i sognet kan nævnes en hulsleben flintøkse samt en sjælden "skydepincet".

Ved højen i Svinding fandt Kulturhistorisk Museum i Randers (nu Museum Østjylland) denne jordfæstegrav fra slutningen af bondestenalderen. Der har måske været en stenalderboplads i det vestlige Ålum.

Fotoet til højre viser ansigtsurner og dragtnåle fra yngre bronzealder 100 - 500 f.Kr., fundet ved Ålum.

Gravhøjen Bodilsbakke.

Ved Ålum kirke står 4 runesten, 2 inde i våbenhuset, og 2 udenfor ved siden af våbenhuset. Den ene af de sidste er yderst sjælden, da den på bagsiden har en udvisket rytterfigur. Dertil kommer, at de 2 sten omtaler den samme familie. Teksten på rytterfigurstenen lyder: "Vigot rejste denne sten efter Esge sin Søn. Gud hjælpe hans sjæl vel". På den anden sten står: "Thyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, som hun holdt mere af end en kær søn".

Af de to runesten i våbenhuset kan man kun tolke teksten på den ene. Her står: "Tole rejste denne sten efter sin søn Ingeld, en meget velbyrdig (dreng). Disse minder vil ...."

De 4 runesten er dateret til tiden 1000 - 1050.

I Ålum sogn ligger den eneste herregård, som findes i lokalarkivets område. Det er Fussingø. Oprindeligt lå den i Gjandrup og hed Gjandrupgaard. Den blev afbrændt i 1534 under Grevens Fejde, men senere genopført. På grund af opdæmning ved Dronningborg Mølle blev gården oversvømmet, og ejeren Albert Skeel byggede i stedet omkring 1555 en ny gård med navnet Fussingø, der blev anlagt  som en borg på et næs i Fussing Sø. Den blev i midten af 1700-tallet revet ned og mange af materialerne genanvendt i den nuværende hovedbygning. Nærmere herom kan ses på siden om Fussingø.

Ålum Kirke ligger midt i byen på en bakkeknold på Nørreådalens nordside. Kirken er større end de fleste landsbykirker, hvilket formentlig hænger sammen med, at den har været ejet af besidderne af to hovedgårde i sognet, den forsvundne Gjanddrupgård og dens afløser, Fussingø.

Den oprindelige kirke er en romansk kvaderstenskirke bestående af skib, kor og apsis fra omkring 1200. Det store tårn i renæssancestil samt våbenhuset er tilbygget i slutningen af 1500-tallet. Den romanske del af kirken er bygget over en dobbeltsokkel. Da tårnet blev tilføjet, rev man kirkens vestmur ned og benyttede kvadrene herfra til den nederste del af tårnet. På tårnets sydside bemærker man to granitkvadre med henholdsvis et og to udhuggede menneskeansigter.

Den øvre del af tårnet er bygget af munkesten og har svungne gavle. Tårnet er rødkalket og har under glamhullerne en meget særpræget meanderlignende bort i hvidt. Våbenhuset dækker over den oprindelige syddør, som er udformet som en storslået portal med tre søjler på hver side og et tympanon med et relief forestillende De hellige tre Konger og flugten til Ægypten. Portalen minder om flere andre lignende portaler på egnen og har uden tvivl portalen i Viborg Domkirke som forbillede.

Hele kirken har hvælvinger, tre i skibet, et i koret og et halvkuppelhvælv i apsis. Desuden er tårnrummet, som er åbent ind mod kirkeskibet også overhvælvet. Alle hvælvingerne – undtagen tårnrummets – er dekorerede med blomsterornamentik fra midten af 1600-tallet. Altertavlen er fra midten af 1800-tallet. Prædikestolen er fremstillet i 1601 og er af egetræ med udskårne søjler og med stjerner i felterne. Døbefonten er en romansk granitfont med dobbeltløver adskilt af bladranker.

Ålum kirke 1907.

KOUSTED SOGN

I Kousted sogn er der registreret 23 gravhøje, hvoraf 10 er bevaret. De fleste ligger på dyrkede marker og er derfor ikke umiddelbart tilgængelige. Nordligt i sognet ligger Trikelshøj, Ormhøj og Benshøje. Den sidstnævnte rager 6 m op i landskabet og har en diameter på 35 m. Inde i landsbyen ligger Bavnehøj og øst herfor finder vi Kilshøj og Kiishøj. Lidt sydligere ligger Greneshøj, der blev udgravet af Kulturhistorisk Museum i Randers (nu Museum Østjylland) i 1975. Fund af skrabere daterer højen til yngre stenalder.

Greneshøj.

Andre vigtige fund i sognet er 14 halvmåneformede segle og en meget smuk pålstav (økse), begge dele fra ældre bronzealder. Yngre bronzealder er repræsenteret ved følgende fund: Ragekniv, pincet, synåle, fem spiraler og en plade, fremstillet af bronze, samt ravperler.

 

Mangelhøj, der ligger øst for hovedvejen.

Bavnehøj.

Kousted Å løber gennem sognet, og vandkraften blev tidligere brugt som energikilde, blandt andet ved Stampen, hvor der har ligget en stampemølle.

Kousted kirke har kor og skib opført i romansk tid af granitkvadre over skråkantsokkel. Begge portaler er bevaret. Den tilmurede norddør har trekvartsøjler med baser og kapitæler, søjler fortsætter som rundstav om det glatte tympanon felt. Syddøren er bevaret i brug, den har ligeledes trekvartsøjler, dog er den østre søjle snoet, søjlerne fortsætter som rundstav om tympanonfeltet, der har en båndsløjfe i kraftigt relief. I nordmuren er bevaret tre romanske vinduer med monolitoverliggere. Nederst i skibets nordøsthjørne er indsat en billedkvader med en løve. Relieffet står på hovedet. Om det er tilsigtet, eller det er en fejl, vides ikke.

Tårnet og våbenhuset er opført i sengotisk tid, våbenhuset er usædvanligt højt og har kamtakgavl med højblændinger. I våbenhuset står en romansk gravsten med reliefkors og bladornamentik, desuden ses en gravsten over sognepræst Jens Brask (død 1654).

Kor og skib har fået indbygget krydshvælv i sengotisk tid. Den runde korbue er bevaret med kragsten. Prædikestolen er fra begyndelsen af 1600-tallet. Altertavlen blev i 1993 udsmykket med Patchwork syet af damer fra sognet. Den romanske granitfont har dobbeltløver med lange tunger i ret lavt relief på kummen.

Tæt ved kirken ligger den bevarede kirkelade, der er opført i sen middelalder (ca. 1550). Den er smukt restaureret, og bygningen er fredet. Tæt ved kirkegårdsmuren fandt man i 1892 et skelet og 81 mønter fra årene 1524 - 1663.

 

Kousted kirke med kirkeladen, 1950.

Kirkeladen før restaureringen.

GASSUM SOGN

Gassum er det sogn i den tidligere Purhus kommune, der rummer flest fortidsminder. Der er registreret 4 langdysser, 2 runddysser, 4 røser og 136 gravhøje, hvoraf kun de 33 er bevaret. De fleste høje ligger i den nordlige og østlige del af sognet. På vejen mod True, lige før sognegrænsen ligger tre flotte høje. De er delvis udgravet af lærer Dystrup fra Gassum, som fandt forskellige gravkar og genstande af bronze. Fundene opbevares på Museum Østjylland.

Højene ved Truevejen.

Ved en gravning i 1933 fandt Nationalmuseet 10 urner samt forskellige redskaber fra yngre bronzealder, og fra den nærliggende Randrup Mose kendes et offerfund, der indeholdt to hængekar, to halsringe og fire spiralringe. Lidt syd herfor ligger Skelhøj, der næsten er dækket af træer. Den måler 30 m i diameter og er 5 m høj.

Lige vest for Mariagervejen, hvor denne passerer over Kastbjerg Å, er spor efter en gammel hulvej og resterne af Trevolden, der formentlig gik ned til Hale Kjær. Formålet med volden er ukendt. Lidt længere mod syd ved vejen, der går fra Mariagervej mod Dyrby, har der tidligere ligget i alt 24 høje, hvoraf kun 5 er bevaret. En af de største er Møgelhøj, hvor man i 1800-tallet indbyggede en vandbeholder!

Møgelhøj.

Fortsætter man mod Kærby, passeres på venstre hånd de to store Kulshøje, der hæver sig 74 m over havet.

Kulshøje, ældre foto.

Kulshøje.

Længere mod syd, ved Ruhøjvej, ligger en lille jordvold på begge sider af vejen og lidt vest herfor findes Skaldhøj, der formentlig er udgravet og plyndret af gravrøvere. Den indeholdt en stor stenkiste, bestående af to nedgravede kampesten og understøttet af mindre sten.

Skaldhøj.

Af vigtige fund i sognet er ud over de tidligere nævnte kan nævnes en stridsøkse, bronzehalsringe, armbånd samt en guldbelagt bronzering.

Middelalderborgen Ulvholm ligger i dag som et smukt, fredet fortidsminde i det fugtige engdrag i Kastbjerg ådal nord for Dyrby Krat midt mellem Mariager og Spentrup. Fra voldstedet fører en vejdæmning til det højere liggende terræn syd for ådalen. Nationalmuseet foretog i 1953 en mindre undersøgelse af borgen. Der fremkom ved udgravningen enkelte potteskår der synes at kunne dateres til 1300-tallet. Typologisk passer borgen fint ind i 1300-tallet. Borgen blev ifølge overleveringen ødelagt under Grevens Fejde (1534-1536).

 

Borgen består af en 33 x 33 meter stor firsidet borgbanke, som hæver sig cirka fem meter over de omgivende enge. Banken er mod øst, syd og vest omgivet af 8-10 meter brede, nu tilgroede grave. Uden for gravene er der 1-1,5 meter høje og 8-9 meter brede volde, der i det sydøstlige hjørne har en åbning.

Ved undersøgelsen i 1953 kunne det konstateres, at der ikke var bygningsrester på borgbanken, men at der i gravene lå stærkt forbrændt bygningstømmer. Borgen har formentlig været udsat for en ødelæggende brand. Borgbanken er på siderne forstærket af opstablede lyngtørv og har ved foden været sikret hele vejen rundt af nedrammede pæle. I kanten af voldgraven har der været en træpalisade. Ulvholm omtales i skriftlige kilder i 1400-tallet, hvor det nævnes som en hovedgård under Chr. I (1448-1481).

Ulvholm.

Lidt øst for Ulvholm var der i mange år en vandmølle, der udnyttede det vand, der fra bakkerne syd for møllen løb ud i Kastbjerg Å.

Ved Randrup  ses fundamentresterne og grundplanen af en kirke eller et kapel fra middelalderen omkring 1200-tallet. Der findes desværre næsten ingen oplysninger om kirkens opførelse, funktion eller nedrivning. Nationalmuseet har dog tidligere gennemført en mindre undersøgelse af stedet. I den ca. 15 m. lange, 7,5 m. brede og øst - vest orienterede kirkeruin ses kirkens skib og det lige afsluttede kor mod øst tydeligt. Udenfor koret er der tilføjet en mindre firkantet bygning, og hele bygningen og kirkegården udenfor omsluttes af et dige som stadig ses - særligt nord og vest for ruinen.

Bygningen var opført i natursten lagt i kalkmørtel og murenes inderside var beklædt med hvide limkalksten. Bygningsmaterialerne er givetvis blevet genbrugt efter nedrivningen. Fra Randrupgård stammer således en indmuret kvadersten med et indhugget skaktern-mønster. Stenen ligger nu på Randers Museum.

Hvorfor og hvornår nedrivningen fandt sted, vides ikke. Kirken optræder i al fald ikke på Videnskabernes Selskabs kort fra 1791. Årsagen kan være den store befolkningsnedgang efter middelalderens pestepidemier og/eller sognesammenlægningerne efter reformationen i 1536.

I Dyrby har der også tidligere været en kirke, hvis nøjagtige placering man ikke kender.

Gassum kirke består af et romansk kor og skib med et sengotisk tårn. Bygningen er opført af granitkvadre, og i murværket påkalder den nu tilmurede kvindeindgang i nordsiden sig særlig opmærksomhed. Portalen er markeret med rundstavagtige søjler og tympanon med løvefigur. indvendig er kirkerummet i sengotisk tid blevet udstyret med tre fag kryds­hvælv, og korbuen er blevet betragteligt udvidet. Tårnrummet, der også er forsynet med krydshvælv, har siden 1846 tillige fungeret som våbenhus.

Det gamle middelalderlige alterbord af kridtkvadre bærer en udskåret altertavle i barokklassicisme skaret af billedskæreren Lauritz Jensen fra Essenbæk. Lauritz Jensen tilhørte den såkaldte østjyske skole, og hans arbejder ligger i tiden 1687 til 1706.

Altertavlen i Gassum, der er en ældre søstertavle til den i Spentrup, er skænket af kancelliråd Peder Rosenørn til Tvilumgård og hustru Anna de Hemmer, hvis våbenskjold er anbragt på tavlen.

 

Mere om kirken kan læses via dette link.

Gassum kirke 1920.

SPENTRUP SOGN

I Spentrup sogn er registreret fire langdysser og en runddysse, som alle senere er sløjfet. Og af oprindelige 42 gravhøje er der kun 8 bevaret. De tre af højene ligger i Blichers Plantage. Lige nord for vejen mod Hald hæver Tinghøj sig i landskabet. Det er nærliggende at tro, at der en gang har været tingsted her.

Tinghøj.

Lidt sydøst herfor ligger Høgshøj, som vil indgå i et nyanlagt naturområde med skovbeplantning, grønne områder og stier, ret tæt på parcelhusområder.

Høgshøj.

Lidt syd for Spentrup ligger Firhøje. Man kan dog kun se tre, den fjerde er desværre sløjfet. De har ligget på en lige linje, og hvor den nordøstligste var anlagt, er der nu en markvej. Pudsigt nok hedder den nærliggende vej Trehøjevej.

Firhøje.

Der er fundet en del oldsager i sognet, her iblandt en randlisteøkse fra ældre bronzealder. Det betydeligste fund blev gjort i 2013, hvor en amatørarkæolog med sin detektor på en mark, der tidligere var et moseområde, nogle hundrede meter fra Spentrup kirke fandt en såkaldt fibula (et dragtspænde) samt delene til en kæde, alt af guld. Det blev kåret til årets danefæ-fund i Danmark. På Nationalmuseets hjemmeside kan blandt andet læses følgende herom:

"Enestående fund. Verdens øjne blev rettet mod den lille by Spentrup ved Randers, da fundet af en sjælden guldskat fra jernalderen blev offentliggjort i efteråret 2013. Det unikke fund rummer en række imponerende guldsmykker, blandt andet hidtil usete fugleformede hængesmykker. Fundet vidner om, at personer fra samfundets højeste elite har levet i Østjylland i jernalderen.

Museum Østjylland har nu udgravet hele skatten, som oprindelig var lagt ned i en mose som et offer til guderne engang i begyndelsen af 500-tallet e.Kr. Vi har ikke tidligere oplevet lignende fund i Østjylland, så det er noget enestående, fortæller Benita Clemmensen om det opsigtsvækkende guldfund, der vejer 35 gram i alt. Hun forklarer, at det ikke er guldets vægt, der er opsigtsvækkende, men i stedet det meget imponerende guldsmedehåndværk. Fibulaen er fremstillet af guldblik viklet omkring en kerne af ler. I nogle af indfatningerne er der velbevarede, røde halvædelstene. Det er antageligt granater, mens der i andre er rester af en gulgrøn masse, som måske er rester af nedbrudt glas.

Kirkemosegård guldet: Det 1500 år gamle smykkesæt af guld består af et dragtspænde - en såkaldt rygknapfibula, en fingerring samt 10 hængesmykker. Dragtspændet har formodentlig siddet midtfor på brystet, hvor den har holdt kvindens kappe sammen, mens hængesmykkerne har været arrangeret i en halskæde."

I kirkens våbenhus ligger resterne af en runesten, og en anden runesten står på Museum Østjylland i Randers. Stenen, der har siddet i en bro over Kousted Å, blev reddet af to drenge efter at være sprængt i syv stykker. Foruden teksten er indhugget en stiliseret thorshammer, der giver Jennum-stenen sit særpræg blandt Sydskandinaviens runestene.

Spentrup kirke er bygget i 1100-tallet og består af romansk kor og skib med sengotisk tårn i vest i kirkens halve bredde og et våbenhus mod syd fra begyndelsen af 1800-tallet. Kor og skib er opført af granitkvadre, tårnets overdel af munkesten, og de oprindelige små vinduer er bevarede på nordsiden og i tilmuret udgave mod øst i koret. I 1884 blev kirken gennemgribende restaureret. Et af de tydeligste resultater er de store rundbuevinduer i sydsiden.    

Kirkens indre domineres af de 3½ fag gotiske krydshvælv, som allerede i middelalderen repræsenterer den første afgørende ændring af det oprindelige romanske kirkerum. Kirken har ikke som mange andre landsbykirker haft en lokal herremand som ejer, da den lå på krongodsområde. Det nærmeste herskab har derfor været præsterne, som har sat meget tydelige præg på kirkens udseende, især inden for de første to hundrede år efter reformationen i 1536.            

Præsternes bidrag til kirkens udsmykning omfatter dog andet en mindetavler over dem selv.  Sandsynligvis er prædikestolen, et smukt barokarbejde fra o. 1650, skænket af en præst, men man ved det ikke. Den har tidligere været bemalet og forgyldt, mens senere restaureringer har givet den det nuværende udseende.  Altertavlen er fremstillet af billedskæreren Lauritz Jensen Essenbæk. Tavlen er skænket af sognepræsten Hans Bröchner i 1706 efter sigende som tak for Guds nådige beskærmelse, da et træ i Skanderborg skov faldt ned over hans vogn og knuste den. Bemalingen er fra 1734.    

Der er kalkmalerier i korbuen og væggene over den, afdækket i henholdsvis 1882 og 1955. De oprindelige billeder har gået op til det daværende flade bjælkeloft, men en del er nu skjult af de indbyggede hvælvinger og delvist ødelagt af senere indmurede mindetavler. Vægmaleriet  er en fremstilling af dommedag. Billedet i korbuen handler om Kristi død på korset.

 

Mere om kirken kan læses via dette link.

Spentrup kirke 1920.

Præstegården i Spentrup blev opført i 1794-95 af sognepræst Peder Daniel Blicher, der blev kaldt den rige Blicher. Han ejede kirkerne i både Gassum og Spentrup. Af den anselige firlængede præstegård er i dag kun stuehuset bevaret. Det fremtræder til gengæld stort set i sin oprindelige skikkelse. Bygningen er fredet.

Præstegården på en ældre tegning, ukendt år.